Nye tal: 62.000 børn ramt af kontanthjælpsloft
Det er skræmmende, at så mange børn lever i familier berørt af kontanthjælpsloftet, mener Enhedslisten. Beskæftigelsesministeren mener, at loftet er 'et rigtig godt grundlag' for, at far og mor kommer i job.
62.000 børn lever i familier berørt af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen, viser ny opgørelse fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen. Foto: Brian Begmann og Liselotte Sabroe/Scanpix.
62.000 børn lever i familier berørt af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen, viser ny opgørelse fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen. Foto: Brian Begmann og Liselotte Sabroe/Scanpix.

Der er over 62.000 børn i de familier, der er blevet trukket i ydelser fra det offentlige som følge af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen.

Det viser en ny opgørelse fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i et svar til Folketinget.

Ifølge opgørelsen, der rummer tal fra fjerde kvartal 2016, var der 62.073 børn under 18 år i familier, der var berørt af kontanthjælpsloftet, 225 timersreglen eller begge ordninger.

De fleste - 47.664 - er i børn i familier, hvor deres forældre har fået mindre at gøre godt med på grund af kontanthjælpsloftet.

Der er tale om en stigning i forhold til 1. oktober sidste år, hvor der ifølge Beskæftigelsesministeriet var 43.500 børn i familier, som blev trukket i ydelse som konsekvens af kontanthjælpsloftet.

8.070 af de 62.073 børn i den nye opgørelse lever i familier berørt af både kontanthjælpsloftet og 225- timersreglen. 6.339 børn er fra familier berørt udelukkende af 225-timersreglen.

Skræmmende opgørelse

Enhedslistens beskæftigelsesordfører, Finn Sørensen, der har stillet spørgsmålet, mener, tallene er skræmmende.

- Vi må tage fat i ministeren igen og spørge, om det var det, der var hensigten med reformen af kontanthjælpen. At tusinder af børn skal vokse op i familier, der bliver fattigere, siger Finn Sørensen.

Så kan mor og far komme i arbejde

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) pointerer i sit svar, at formålet med de nye regler er at få flere i arbejde.

- Det værste, vi kan gøre for børnene, er at lade deres forældre blive på kontanthjælp i årevis. Vi har med kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen styrket det økonomiske incitament til at vælge et aktivt arbejdsliv og har dermed skabt et rigtig godt grundlag for, at deres forældre kan få fodfæste på arbejdsmarkedet, skriver Troels Lund Poulsen.

Han glæder sig samtidig over, at en antallet af personer på kontanthjælp er faldet med 5.200 fra april til november 2016 og tilskriver kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen en del af forklaringen. Begge disse regler skærper kravene til ledige og gør det økonomisk mere fordelagtigt at arbejde.

- Hvis vi skal understøtte, at den næste generation får fodfæste i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet, så er det bedste, vi kan gøre for de familier, at styrke betingelserne for, at forældrene kommer i beskæftigelse, skriver Troels Lund Poulsen i sit svar. 

"Alt for mange rammes af fattigdomsydelser"

Enhedslistens Finn Sørensen er enig i, at det aldrig må blive et mål at være på kontanthjælp i årevis. Han efterlyser dog samtidig en mere massiv indsats for at hjælpe kontanthjælpsmodtagerne, som ellers risikerer at blive holdt fast i systemet i årevis: 

- Det afgørende er at få skabt job til de mennesker, som i dag er på kontanthjælp. Og at de mennesker, som ikke kan påtage sig et job på grund af sygdom, får afklaret deres situation og bliver hjulpet på vej. Eller kommer på førtidspension, siger Finn Sørensen. 

I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd noterer analysechef Jonas Schytz Juul sig, at 'alt for mange børn bliver ramt af regeringens fattigdomsydelser':

 - Det sætter børnefamilierne under økonomisk pres her og nu. Derudover frygter vi for de langsigtede konsekvenser. Børnenes muligheder for at bryde den sociale arv bliver ringere med en opvækst i fattigdom, siger Jonas Schytz Juul.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.