Der er ingen smutveje til en aftale mellem Kommunernes Landsforening (KL) og de danske skolelærere, når mødes i dag klokken 10 i Forligsinstitutionen.
Sådan lyder vurderingen fra Connie Kruckow, der var formand for Dansk Sygeplejeråd (DSR) og Sundhedskartellet i 2008, hvor hun sammen med Fag og Arbejde (FOA) mødtes med KL og Danske Regioner i forligsen.
- Man bliver kaldt ind til forligsmanden efter tur. Hun er jo usædvanligt venlig og imødekommende. Smilende og så videre, men man skal ikke tage fejl. Hun er fuldstændig klar over sin rolle, siger hun.
Beskrivelsen tegner et billede af forligsmand Mette Christensen, der både var mægler i 2008 og nu også mellem KL og lærerne.
Connie Kruckow betegner den kvindelige forligsmand som "utroligt velforberedt" og forklarer, at hun typisk kalder parterne ind hver for sig, hvorefter de kan drøfte forligsmandens forslag.
Det betyder, at forhandlingsprocessen kan være langsommelig og særligt i slutfasen præget af lange stræk uden pauser.
- En del af taktikken i Forligsinstitutionen er, at man ikke går ud for at tage en pause og tænke nye tanker og blive inspireret af resten af baglandet, siger Connie Kruckow.
Hun mener, at det kan være med til at bløde parternes uenigheder op, at man på den måde er isoleret fra det omliggende samfund.
Forud for de aktuelle forhandlinger i forligsinstitutionen har der været en stor kløft mellem lærerne og KL.
KL lægger op til, at lærerne skal undervise mere og være på skolen i længere tid i løbet af en arbejdsuge, men lærerne er imod den idé.
Det fik KL til at varsle lockout for godt halvanden uge siden, og forhandlingerne er derfor endt i forligsen.
/ritzau/