Ny tendens på arbejdsmarkedet: Det grå guld er blevet nyt guld

Ældre går ledige i stadig kortere tid og nærmer sig andre aldersgrupper, viser nye tal.
De ældre har bidt sig fast på arbejdsmarkedet, og det er især de +50-årige, der nyder godt af den rekordstore beskæftigelse.
De ældre har bidt sig fast på arbejdsmarkedet, og det er især de +50-årige, der nyder godt af den rekordstore beskæftigelse. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix/arkiv

De ældre har bidt sig fast på arbejdsmarkedet, og det er især de +50-årige, der nyder godt af den rekordstore beskæftigelse. Det viser nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Dansk Industri (DI).

De ældres ledighedsperioder bliver kortere og kortere og nu for første gang ligger de på niveau med andre aldersgruppers. Det skriver Politiken søndag.

Det er i sær den høje beskæftigelse, reformer og ønsket om erfarne og stabile ansatte, der er forklaringen, siger arbejdsmarkedspolitisk chef i DI, Steen Nielsen til Politiken.

"Virksomhederne blev forsigtige med at ansætte ældre, fordi de vidste, at de risikerede at miste dem igen hurtigt på grund af disse ordninger", siger han med henvisning til de senere års arbejdsmarkedsreformer.

Professor og arbejdsmarkedsekspert Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet bekræfter udviklingen.

"I arbejdsgivernes øjne er folk sidst i 50'erne blevet mere værd at investere i, fordi der er udsigt til at beholde dem. De har jo heller ikke syge børn derhjemme. Og så er man i befolkningen blevet gladere for at blive betjent af en ældre end af en ung 25-årig, når man skal have et lån i banken. Gråt guld er blevet nyt guld".

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.