De højt betalte basketballspillere i den nordamerikanske NBA har udsigt til endnu flere penge.
Spillerne og ligaens ejere er nået til enighed om en ny overenskomst for perioden 2017 til 2024.
Ifølge amerikanske medier kan NBA-spillerne samlet set se frem til 1,5 milliarder dollar - 10,5 milliarder kroner - mere i løn i overenskomstperiodens første år i forhold til den nuværende aftale fra 2011.
For nylig skrev Bloomberg News, at lønningerne i den nye overenskomst ville stige med 45 procent. Fra en årlig gennemsnitsløn på 35 til 60 millioner kroner.
En stor del af de mange penge i NBA genereres fra tv-stationerne ESPN og Turner Sports.
For to år siden indgik de to tv-stationer en aftale med NBA til 24 milliarder dollar - 171 milliarder kroner - for rettighederne over en niårig periode.
Ifølge amerikanske medier får spillerne i NBA mellem 49 og 51 procent af alle ligaens indtægter.
/ritzau/AFP