Partierne i blå blok haler kraftigt ind på deres kolleger i rød blok i en dugfrisk måling, som Norstat har lavet for Altinget og Jyllands-Posten.
Hvis der var valg i dag, ville Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen stadig stå til at blive ny statsminister, men kampen er tæt, og intet er givet.
Rød blok står således til 50,5 procent af stemmerne, mens de blå partier følger lige i slipstrømmen med 48,2 procent af stemmerne. I seneste måling stod partierne bag Lars Løkke Rasmussen til blot 45,8 procent.
- Det forspring, der er nu, er ikke nok til at garantere en valgsejr, lyder det fra Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, om rød bloks muligheder ved det kommende folketingsvalg.
Fremgangen i blå blok skyldes især Venstre og Konservative, hvor sidstnævnte står til at blive Folketingets femte største parti med en opslutning på 5,2 procent.
Når man kigger på Berlingskes vægtede gennemsnit over de seneste målinger er der dog større afstand mellem de to blokke. Her står rød blok til 51,1 procent (92 mandater) og blå blok til 48,9 procent (83 mandater).