Når sommerferien skydes i gang 1. juli, træder samtidig en ny lov i kraft, som risikerer at spænde ben for unge tjenerelevers uddannelse.
Det skriver Fagbladet 3F.
Loven skal tillade unge helt ned til 15 år at servere alkohol på restaurationer. Det har før været forbudt, og både eksperter og 3F var imod lovændringerne.
Men den nye lov risikerer nu at ramme unge tjenerelever, der er under 18 år, og som normalt må arbejde - som en del af deres uddannelse - helt frem til klokken 24.
For den ny lov kræver nemlig, at tjenerelever under 18 år skal forlade restaurationslokalet klokken 22.00. Og det uanset om gæsterne, som de betjener, er færdige med at spise eller ej.
I et fælles brev med arbejdsgiverforeningen Horesta appellerer 3F nu til erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) om at få det dilemma bragt i orden:
- Tjenerelever skal naturligvis under praktikperioden kunne oplæres i hele faget. Og dermed også i det at lukke en restaurant. Der kan ikke være tvivl om, at det er en fejl fra ministerens side, siger Thorkild Holmboe-Hay, konsulent i 3F Privat Service, Hotel & Restauration.
Også i Horesta anser man det hele som noget rod, der skal rettes op på. Politisk direktør Kirsten Munch Andersen siger:
- Hotel- og restaurationsbranchen er en mulighed for at få hænderne i sving for de unge, der er skoletrætte. Og det her rammer netop de helt unge, som ønsker at blive tjenerelever, siger Kirsten Munch Andersen.