Ny lov i USA: Se dit barn på scanning inden du får en abort

Helt vildt
Mange vil nok fravælge en abort, når de så og hørte deres barn, håber de konservative politikere i staten Utah. (Foto: Scanpix)

Der bliver gået til ekstremerne i nogle stater for at forhindre kvinder i at få en abort.

Gravide kvinder, som vil vælge en abort, skal i fremtiden tvinges til at se deres ufødte baby på en scanning og – hvis muligt – høre babyens hjertelyd ved selvsamme scanning.

Det kontroversielle forslag, HB 364, i staten Utah i USA fik seks kvindelige senatorer – både demokrater og republikanere – til at udvandre i protest. Men lige meget hjalp det. Forslaget blev stemt igennem af de mandlige senatorer i salen i Utah Congress i går torsdag.

Kæmpestore bøder

Abortlæger, som ikke retter sig efter de nye krav, vil kunne modtage bøder på over en halv million kroner.

- Hvis du vil tage et barns liv, så skal du i det mindste se, hvordan det barn, du vil myrde, ser ud og høre dets hjerte, udtalte senator Curtis Bramble.

Hans kvindelige kollega senator Luz Escamilla udtalte, at det er enhver kvindes svære valg, og staten skal ikke hverken blande sig eller lave så umenneskelige og restriktive tiltag. Hun postede på Twitter sine seks kolleger, som holdt om hinanden som en stille protest, efter de alle var udvandret.

Senator Luz Escamilla lagde dette billede op med ordlyden "Jeg elsker mine søstre i senatet" Foto: Twitter

De skærpede abort-love i mange stater i USA bliver et af temaerne i den kommende valgkamp, hvor præsident Donald Trump indtil videre har udpeget to meget radikale abortmodstandere som dommere i landets Højesteret. Lige nu foregår der en sag i denne ret, om Louisiana kan få lov til at straffe abortlæger med fængsel i fremtiden.