Liberal Alliance burde ikke have gået ud med ultimative krav.
Sådan lyder vurderingen fra folketingsmedlem Laura Lindahl (LA), da hun torsdag er på vej til gruppemøde i Liberal Alliance, dagen efter at partileder Anders Samuelsen har givet en uforbeholden undskyldning til sine partifæller.
- Det har ganske enkelt ikke været værdigt - og jeg beklager dybt over for jer alle.
- Uden forbehold. Jeg bøjer nakken. Jeg har fejlet, skrev Samuelsen onsdag aften på Facebook om forløbet før jul, hvor LA truede med at stemme imod regeringens egen finanslov.
Undskyldningen er på sin plads, mener Lindahl.
- Som leder går man forrest, både når det går godt, og når det går dårligt, siger hun.
Lindahl er ikke i tvivl om, at Samuelsen er den rette leder for partiet.
- Nu prøver vi en ny strategi, hvor vi lader være med at stille ultimative krav, siger hun.
Samuelsen selv er på samme linje:
- Jeg skal i hvert fald ikke gentage det, vi gjorde op til jul. Vi skal have fokus på det politiske indhold, siger han på vej ind til gruppemødet.
Han er dog ikke sikker på, at det havde ændret noget for resultatet - at regeringen nu går efter en meget lille skatteaftale - hvis han havde ageret anderledes.
- Jeg er ikke sikker på, at resultatet havde været anderledes. Men processen var ikke køn, lyder det fra Samuelsen.
/ritzau/