Blandt politikere og faglige organisationer hersker der stor tilfredshed med den redningsplan, der skal holde hånden under langtidsledige dagpengemodtagere.
Mandag aften indgik regeringen aftale med Enhedslisten, men i Uddannelsesforbundet raser man over aftalens finansiering.
- Samlet set synes jeg, det er uanstændigt, at man midlertidigt redder en udsat gruppe ved at tage pengene fra et tilbud hos en anden udsat gruppe, der forsøger at få en platform i Danmark, siger formand Hanne Pontoppidan.
Frem til udgangen af 2016 bliver der nemlig taget 584 millioner kroner fra danskuddannelsen til voksne udlændinge.
Helt konkret bliver pengene taget fra udenlandske arbejdstagere, studerende og au pairs, der i stedet for en ordinær danskuddannelse får en kortere og billigere intro-dansk-uddannelse.
Såfremt udlændinge består intro-dansk kurset, kan de blive tilbudt en ordinær dansk uddannelse, og det har man en forhåbning om i Uddannelsesforbundet.
- Vores håb er, at kursisterne holder ved, og at de faktisk gennemfører deres introdansk og derefter starter på en reel danskuddannelse, hvis de har tænkt sig at blive i landet, siger Hanne Pontoppidan.
Dagpengeaftalen betyder samtidig, at uddannelsesretten for flygtninge og familiesammenførte udvides fra tre til fem år. Den del af aftalen bliver rost af Hanne Pontoppidan, der længe har plæderet for, at man forlænger perioden.
- Der er kursister, som ikke kan opnå at bestå deres danskuddannelse inden for de tre år, der er. Og med alle de besparelser, der har rullet ind over området de seneste år, bliver der færre timer, og dermed bliver det svære at bestå inden for tre år, siger hun.
De samlede besparelser på området løber ifølge aftaleteksten fra Finansministeriet op i 158 millioner kroner i 2014, 197 millioner kroner i 2015, og 229 millioner kroner i 2016.
/ritzau/