Køb danske aktier og få adgang til en særlig lempelig beskatning.
Sådan lyder som ventet et af forslagene i regeringens erhvervs- og iværksætterudspil.
Her foreslår regeringen at oprettet en særlig aktiesparekonto, som skal styrke danskernes lyst til at investere i danske virksomheder.
- Det vil gøre det attraktivt for danskere at placere en del af deres opsparing gennem aktiesparekontoen og vil generelt betyde, at flere danskere vil få en større gevinst ved at købe noterede aktier end i dag, hedder det i udspillet.
Aktiesparekontoen vil ifølge regeringen have en lavere effektiv gennemsnitlig beskatning af afkastet på indeståender end den gældende aktieindkomstbeskatning.
Konkret foreslår regeringen, at der betales skat på 1,25 procent af depotværdien på kontoen. Det vil sige det gennemsnitlige beløb, der står på kontoen.
Dermed kan man altså også blive beskattet, selv om ens aktier falder.
Regeringen foreslår et loft over aktiekontoen på 500.000 kroner. Dermed kan der sættes penge ind på kontoen, så længe den aktuelle saldo på kontoen er under loftet.
Aktiesparekontoen forventes at kunne træde i kraft i 2019. Initiativet vil ifølge regeringen kostet 400 millioner kroner, når det er fuldt indfaset i 2022.
Regeringen mener, at pengene er givet godt ud, fordi øgede investeringer i danske aktier forhåbentlig ikke bare vil hjælpe investorerne, men også de danske selskaber.
Ifølge udspillet er der i dag meget få mindre vækstvirksomheder, der vælger at lade sig børsnotere i Danmark.
I Sverige var der i årene 2014 til 2016 cirka 35 gange så mange børsnoteringer af mindre virksomheder som i Danmark, når der korrigeres for økonomiernes størrelse, hedder det i udspillet:
- Det kan skyldes, at Sverige har formået at udvikle en aktiekultur, hvor flere husholdninger vælger at placere deres opsparing i aktier, blandt andet gennem den såkaldte "investeringssparkonto", der blev introduceret i 2012.
/ritzau/