Nummer tre i verden: Danskere dyster om 1,7 mio. kroner

Natten til lørdag afvikles revanchedysten Clash for Cash, hvor det danske e-sportshold Astralis deltager.
Astralis og Lucas Rossander (th.) får natten til lørdag en enestående mulighed for at stikke 250.000 dollar i lommen.
Astralis og Lucas Rossander (th.) får natten til lørdag en enestående mulighed for at stikke 250.000 dollar i lommen. Foto: Kevin C. Cox/AFP

Der er store penge i at spille computerspillet Counterstrike: Global Offensive (CS:GO), og præmiesummerne bliver hele tiden større.

Som nu natten til lørdag, hvor de danske verdensmestre Astralis skal spille en helt særlig revanchekamp mod taberne af VM-finalen i januar og en af deres største rivaler, polske Virtus.pro.

Ud over prestigen er det særlige ved kampen, at der er 250.000 dollar (svarende til knap 1,7 millioner kroner) til vinderen. Taberen rejser tomhændet hjem.

Et brutalt setup, men det ryster ikke Lucas "gla1ve" Rossander, der er holdets in-game leader.

- Vi har det seneste halve år været i 4 store finaler og vundet de 3. Der har både været store penge og pres på fra omgivelserne hver gang, så vi kender lidt øvelsen.

- Vi ved, vi kan vinde alle kampe og vi taber aldrig hovedet, når vi kommer under pres, siger han.

Astralis har da umiddelbart også den mentale overhånd inden kampen, der spilles i Atlanta.

Selv om Virtus-pro siden finalenederlaget i januar har formået at slå danskerne, så har holdet været ude for lidt af et formdyk i foråret.

- Men Virtus.pro er så erfarne og de har nogle så sindssygt dygtige spillere, at man aldrig skal afskrive dem, især ikke i en finalekamp som denne.

- De ved præcis, hvad det handler om, så jeg forventer en virkelig tæt og spændende kamp, siger Lucas Rossander.

Astralis har heller ikke selv helt kunne leve op til præstationerne i januar.

Holdet vandt ganske viste Intel Extreme Masters i Katowice i marts, men formåede ikke at kvalificere sig til det seneste slutspil i ESL Pro League.

Det har betydet, at danskerne på den seneste verdensrangliste er fortrængt fra førstepladsen og nu er nummer tre.

Clash for Cash bliver streamet live på internettet via blandt andet YouTube og Twitch. Matchen begynder klokken 04.00 dansk tid, og der spilles bedst af tre baner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.