Nu skal slaget slås: FCK og FCM kæmper om fodboldtronen

Sport
RB PLUS FCM og FCK i hård kamp om fodboldtronen (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Superligaens to tophold mødes i duel, der kan få stor betydning for, hvem der overvintrer på førstepladsen.

FC København og FC Midtjylland møder søndag hinanden i et brag om førerpositionen i Superligaen.

De to mandskaber har skilt sig markant ud i dette efterår og slået et forspring til ligaens midterfelt på ti point, så selv om der er langt til sæsonafslutningen, er der tale om en tidlig guldduel.

For FCM-træner Kenneth Andersen venter karrierens vel nok største opgave, men han mener, at det er for tidligt at udnævne opgøret til et slag om guldet.

- Lige nu synes jeg, at det er Danmarks to bedste hold, men det er for tidligt at kalde det en guldkamp. Jeg er med på, at de to hold har slået et hul på ti point. Men der kan ske mange ting endnu.

- For os er det en superligakamp i grundspillet, og det er den måde, vi går til den på, siger Kenneth Andersen.

- Vi tager til Parken for at vinde. Det er helt sikkert. Vi tror på, at det, vi har forberedt, kan gøre, at vi vinder kampen.

Det er blot halvanden måned siden, at han blev forfremmet fra U19-træner til cheftræner i FCM, efter at forgængeren Jess Thorup blev hentet til belgisk fodbold af Gent.

Sidenhen er det blevet til tre sejre og en uafgjort kamp i Superligaen, mens det også er lykkedes at ekspedere FCK ud af pokalturneringen.

51-årige Kenneth Andersen beskriver sin første tid som fantastisk.

- Jeg overtog et hold og et trænerteam rundt om holdet, som er velfungerede. Så for mig handlede det om at finde ind i det flow, holdet var i, og videreudvikle på det.

- Så jeg har kun lavet små justeringer og tiltag i hverdagen i forhold til min måde at gøre tingene på og være leder på, siger han.

Skulle sejrene på et tidspunkt udeblive, vil ansættelsen af den indtil for kort tid siden uprøvede superligatræner sandsynligvis hurtigt blive et debatemne i medierne.

Det er ikke noget, der skræmmer Kenneth Andersen.

- Som træner har du altid prøvet modgang. Men det er klart, at her bliver det nok større, og flere vil interessere sig for det, når det kommer.

- Der kommer helt sikkert et tidspunkt, hvor resultater og præstationer ikke lever op til det, vi vil. Hvordan det er, kan jeg fortælle mere om, når jeg har prøvet det, siger han.

En stor del af Fodbolddanmark vil forvente, at FCM kæmper med om det guld, som klubben vandt sidste år, da Jess Thorup havde ansvaret.

Kenneth Andersens succes som cheftræner vil blandt andet blive målt på, om han kan genvinde titlen.

- Hvis jeg havde været bange for det og bange for at fejle, så havde jeg sagt nej tak til jobbet.

- Vi kommer fra at skulle forsvare et mesterskab, og resultaterne var også gode, lige før Jess tog afsted. Så risikoen for, at det ikke vil gå lige så godt, den var til stede og er det fortsat.

- Det er jeg ikke bange for. Jeg måler mig ikke så meget op mod det, der har været, men vil hellere måle mig op mod det, der foregår nu, og det, der kommer, forklarer FCM-træneren.

Han ser nogle helt bestemte forklaringer på, at FCM og FCK har skilt sig ud i toppen.

- Vi har haft en stabilitet i forhold til at hente point. Det samme har FCK. De andre hold har svinget mere. Så det er afgørende.

- Dernæst betyder kontinuiteten også noget. FCK har ikke skiftet meget ud i truppen, og det har vi heller ikke, siger han.

Respekten for FCK er stor, men faktisk har midtjyderne vundet samtlige fem dueller mod københavnerne i 2018. En statistik, som FCM-træneren synes, er ret markant.

For tre uger siden vandt FCM 2-0 i Herning over et FCK-hold med flere reserver, som blev sendt ud af pokalturneringen.

- Jeg ved godt, at kampen på søndag er helt ny, og der er gået et stykke tid siden sidst.

- Men mentalt kan vi føle os ovenpå i forhold til modstanderen, fordi vi i de sidste kampe har haft resultaterne med os. Det vil helt sikkert også motivere FCK, at de har haft fem kampe, hvor de har tabt til os, siger Kenneth Andersen.

På et punkt er FCK dog langt foran FCM, nemlig i Europa. Ved siden af Superligaen kæmpede københavnerne sig tidligere på efteråret frem til Europa Leagues gruppespil.

FCM røg først ud af kvalifikationen til Champions League, og senere gik chancen for Europa League også op i røg.

- Kæmpe respekt for FCK og det, de opnår der. Det er sindssygt flot. Det vil vi også gerne.

- Men jeg har endnu ikke gjort mig tanker om, hvad vi skal udvikle og blive bedre til for at lykkes med at komme i Europa ligesom FCK. Lige nu er der lang tid til, at vi skal have fokus på det.

- Men det er klart, at vi vil sætte os ned og prøve at kigge på det. Det ser vi nok på, når vi evaluerer det første halvår af sæsonen, forklarer træneren.

Søndagens topbrag fløjtes i gang klokken 18.

/ritzau/