Nu kan du tjekke din årsopgørelse: Så lang er ventetiden
Nu kan over fire millioner danskere se deres årsopgørelse på Skats hjemmeside. Foto: Brian Bergmann / Scanpix Ritzau (arkivfoto)
Skat har fredag aften åbnet for, at 4,6 millioner danskere kan se årsopgørelsen for 2017.

Skal du have penge tilbage i skat? Eller venter der et skattesmæk?

Nu kan du få svaret på spørgsmålet, da Skat netop har åbnet op for, at du kan se din årsopgørelse.

4.6 millioner danskere kan nu se deres årsopgørelse for 2017. Det sker tre dage før tid, da den planlagte offentliggørelse af årsopgørelserne først var planlagt til på mandag.

- Vi er allerede nu klar til at afprøve brugen af systemerne. Vi har derfor valgt at åbne før planlagt for de mange interesserede borgere, siger Jørgen Bo Madsen, kontorchef i Skat.

Årsopgørelsen er officielt først klar på mandag. Men Skat har vanen tro tyvstartet, så borgerne allerede flere dage inden den officielle åbning kan tjekke, om de skal have penge tilbage eller betale restskat.

- Vi bruger weekenden til at sikre, at alt virker, som det skal og for at få finjusteret vores systemer, siger Jørgen Bo Madsen til Ritzau.

Han tilføjer, at borgerne kan opleve, at systemet i weekenden kører ustabilt, og at der kan være begrænset adgang fra udlandet.

Allerede i løbet af fredagen har mange danskere søgt at få adgang til årsopgørelsen.

- Vi har også i år etableret en køfunktion, der fortæller, hvornår man kan forvente at komme ind. 

- På køsiden har vi samlet oplysninger om, hvad man særligt bør være opmærksom på at få tjekket eller de typiske årsager til, at man har fået en restskat, siger Jørgen Bo Madsen

I testweekenden i 2017 var der i alt 2,8 millioner login på hjemmesiden og 4,3 millioner visninger af årsopgørelser.

Det kræver dog en del tålmodighed, da trafikken på Skats hjemmeside i disse øjeblik stiger med voldsom hastighed af nysgerrige danskere, der vil se deres årsopgørelse.