Det nedlagte Vridsløselille Fængsel i Albertslund, som er kendt fra "Olsen Banden", er blevet solgt og skal omdannes til en ny bydel med boliger.
Det er pensionskassen PKA, der sammen med entreprenørvirksomheden A. Enggaard har købt grunden på 160.000 kvadrater, der huser fængslet.
Det oplyser PKA i en pressemeddelelse.
Grunden skal primært bruges til at opføre boliger i en grøn bydel. Samtidig skal der bygges et bofællesskab for seniorer. Parterne håber også at kunne bygge institutioner som børnehaver og vuggestuer.
- Sammen med A. Enggaard ser vi frem til at skabe en sammenhængende bydel med fokus på fællesskab, bæredygtighed og foreningsliv, siger Jon Johnson, der er administrerende direktør for PKA.
- Den kommer til at rumme boliger til alle aldre, og den skal bidrage til den omkringliggende by, så naboerne og foreningslivet i Albertslund også får glæde af området, siger han i en pressemeddelelse.
Vridsløselille Fængsel blev indviet i 1859, og den sidste fange forlod fængslet i 2016. De indsatte blev i stedet overdraget til Storstrøm Fængsel på Falster.
Frem til 2018 blev fængslet desuden brugt som institution for frihedsberøvede asylansøgere.
Selv om grunden nu er solgt, og området skal omdannes til en ny bydel, er planen, at man skal bevare dele af fængslet.
Den berømte port ved fængslets indgang skal bevares. Det samme gælder fængselskirken.
/ritzau/