Man har i mange år snakket om den såkaldte IKEA-test, der går ud på, at hvis et parforhold kan overleve en tur i IKEA, kan det overleve hvad som helst. Siden coronakrisen brød ud og mange var tvunget til at være hjemme konstant, har man omdøbt testen til corona-testen.
Hvis du og din partner endnu ikke har gået hinanden tilstrækkeligt på nerverne under nedlukningen af store dele af samfundet, er det snart muligt at udfordre forholdet med den originale IKEA-test.
Et af danskernes foretrukne møbelvarehuse IKEA er nemlig ved at gøre klar til igen at slå dørene op til deres fysiske butikker rundt omkring i landet.
Det kan man læse på deres hjemmeside. Åbningsdagen er sat til mandag den 27. april, og til den tid vil alle varehuse være rustet til at tage imod kunderne efter alle kunstens corona-regler.
Møbelkæden vil blandt andet sørge for ekstra rengøring og udluftning i varehusene, afstandsmarkeringer på gulvene samt mellem 40 og 60 spritstandere rundt omkring i hvert varehus. Der vil også blive sat plexiglas op ved betalingsstederne, oplyser IKEA på hjemmesiden.
Ingen kødboller
Alt bliver dog ikke, som det plejer at være i IKEA. Både restaurant og legeland i varehusene vil ikke åbne op. Det bliver dog muligt at stille den lille sult i forretningens bistroer.
For at sikre, at der ikke kommer til at være for mange kunder i de enorme møbelbutikker ad gangen, har varehuskæden investeret i et nyt kundetællersystem. IKEA regner dog ikke med, at det bliver et problem.
– Alle vores varehuse er så store, at vi mere end opfylder myndighedernes krav om 4 m2 per kunde. Faktisk er varehusene så store, at vi endnu aldrig har oplevet, at der kun var 4 m2 per kunde. Selv ikke på de travleste dage med allerflest besøgende. Alligevel er vores medarbejdere opdateret på alle sikkerhedsforanstaltninger. Ikke kun i forhold til vores kunder, men også i forhold til hinanden, forsikrer IKEA.
Under corona-krisen har IKEA haft åben for onlinesalg, og det ser ud til at det er gået over al forventning. Kæden advarer i hvert fald om både lang leveringstid og udsolgte varer på hjemmesiden.