Donald Trumps dage som præsident synger på allersidste vers. Nu har den seks meter høje oppustede ballon-version af Trump også fundet sit sidste hvilested.
Den legendariske ballon, som har været brugt ved demonstrationer mod den nu snart forhenværende amerikanske præsident i både London og København, skal fremover være en del af udstillingen på Museum of London. Det skriver BBC.
Ballonen, der forestiller Trump i babyudgave med ble og mobiltelefon i hånden, fik sin debut i juli 2018, da den blev sendt til vejrs over Parliament Square i London under Trumps besøg.
Ballonen nåede verden rundt og kom også til Danmark, hvor den blev pustet op og sendt til vejrs over Kongens Nytorv i København i forbindelse med en demonstration i 2019.
Donald Trump skulle have været på besøg i Danmark i september 2019, men aflyste.
Ballonens skabere oplyser i en meddelelse, at de håber, at den “vil stå som et minde over den politiske modstand i Trumps embedsperiode”.
Sharon Ament, direktør på The Museum of London siger, at museet ikke er politisk og ikke har noget syn på amerikansk politik, men at ballonen rammer noget typisk britisk satire.
- Vi bruger humor meget, og vi stikker til politikerne. Det her er - bogstaveligt talt - et stort eksempel på det, siger hun ifølge BBC.