Nu blander arbejdsgiverne sig: Skarp besked til lavest lønnede

De lavest lønnede offentligt ansatte får ikke for lidt - snarere for meget - i løn, advarer private arbejdsgivere.
Den lavestlønnede fjerdedel af de ansatte i staten får i forvejen 37 kroner mere i timen end privat ansatte, påpeger viceadministrerende direktør i DA Pernille Knudsen.
Den lavestlønnede fjerdedel af de ansatte i staten får i forvejen 37 kroner mere i timen end privat ansatte, påpeger viceadministrerende direktør i DA Pernille Knudsen. Foto: Liselotte Sabro/Scanpix/arkiv

De ansatte på gulvet i kommuner, regioner og staten skal bestemt ikke have et særligt lønløft, lyder det ifølge Finans fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Der er intet belæg for særlige lønstigninger, sådan som de offentligt ansatte har stillet som ét af tre ultimative krav til forårets overenskomstforhandlinger. Snarere tværtimod.

Eksempelvis får den lavest lønnede fjerdedel af de ansatte i staten i forvejen 37 kroner mere i timen end privat ansatte, påpeger viceadministrerende direktør i DA Pernille Knudsen.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

- Der skal ikke laves særlige lavtlønspuljer. Det vil smadre løndannelsen i den private sektor. De lavest lønnede i den offentlige sektor får i forvejen mere i løn end i den private sektor, siger hun til Finans.

Med udmeldingen blander de private arbejdsgivere sig direkte i overenskomstforhandlingerne for 750.000 ansatte i den offentlige sektor, og det falder ikke i god jord hos formanden for FOA, Dennis Kristensen.

- Jeg er en tålmodig mand, og jeg har oplevet meget fra DA's side, men nu er det ved at være nok. Det er ikke DA, vi forhandler med. De bør krybe hen i deres kurv og blive liggende, til vi andre er færdige, siger han til Finans.

Professor Niels Westergaard-Nielsen, CBS, sad med i lønkommissionen og bekræfter, at lavtlønsjob er bedre betalt i det offentlige end i det private.

- Det skyldes en mere solidarisk lønpolitik, og det er klart, at det vil presse de private lønninger, hvis lavtlønnede i det offentlige får et løft, siger han til Finans.

I gennemsnit får den lavest lønnede fjerdedel af de offentligt ansatte 23 kroner mere i timen end i det private.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.