Nu bekræfter politiet: Milliardærs hustru er blevet bortført

(Foto: Foto: NTB SCANPIX )

Norsk politi har frarådet kvindens familie at indfri gerningsmandens krav om løsesum.

Den norske kvinde Anne-Elisabeth Falkevik Hagen, der er gift med en af Norges rigeste, har været væk i ti uger.

Det bekræfter politiinspektør Tommy Brøske på en pressekonference onsdag formiddag.

Den 68-årige kvinde er forsvundet fra sit hjem i Lørenskog.

Sagen efterforskes som frihedsberøvelse, og sidste livstegn er 31. oktober sidste år, oplyser politiinspektøren.

- Der er fremsat alvorlige trusler og krav om løsepenge, siger Tommy Brøske.

Norsk politi bekræfter, at gerningsmanden har krævet løsesum i form af kryptovaluta.

Et krav, som politiet har rådet familien til ikke at indfri, oplyser politiinspektøren.

Der er indtil nu ingen mistænkte i sagen. Politiet efterlyser vidner, der har været i området i dagene op til bortførelsen eller om morgenen eller tidlig formiddag 31. oktober, fortæller Tommy Brøske.