Det norske skiforbund slår atter fast, at ingen af 1990'ernes norske langrendshelte forbedrede deres præstationer med doping.
Onsdag har forbundet offentliggjort udøvernes anonymiserede blodværdier i årene 1989 til 2002 for at imødegå den seneste tids beskyldninger.
- Intet af det, der er kommet frem, hverken tidligere eller nu, viser unormale eller underlige hæmoglobintal, siger talsmand Erik Røste.
Diskussionen om Bjørn Dæhlie, Thomas Alsgaard og resten af de daværende medaljeslugere fik ny næring med det omtalte svenske tv-program "Blodracet", der blev sendt i forbindelse med det nyligt afholdte VM i Val di Fiemme.
Her fremlagde man dokumenter, der viste meget høje hæmoglobintal, hvilket ifølge dopingforskere, blandt andre den velansete ekspert Bengt Saltin, tydede på manipulation, eksempelvis med epo, som ikke kunne spores dengang.
- Der findes ingen saglig grund til at have mistanker mod de norske langrendsløbere, præcis som vi også sagde i dokumentaren. Det, svensk tv har påstået, er uden dokumentation og uden grund, siger Erik Røste.
De tal, skiforbundet onsdag fremlagde, stammer fra 408 prøver fra mandlige løbere og 277 fra kvindelige, og de skal bidrage til at fjerne enhver tvivl om præstationernes lødighed.
Forbundets læge Ola Rønsen erkender, at nogle prøver har vist høje værdier, men det, mener han, har en naturlig forklaring.
- Vi har nogle løbere, som har ligget højt i normalområdet, men sådan er det, og det har ikke noget med doping at gøre, siger Rønsen.
/ritzau/