To danske mænd, som er mistænkt for grov vold mod fodboldspilleren Franck Semou i Norge, er anholdt og sigtet. Norge ønsker dem udleveret.
Norsk politi mener, at de to mænd har tilknytning til Hells Angels.
Avisen Hamar Arbeiderblad skrev 1. oktober, at spilleren blev slået i hovedet med en hammer og fik kraniebrud.
De to anholdte mænd er danske statsborgere. Den ene er i 20'erne og den anden i 40'erne. Den ene blev pågrebet i Sverige. Den anden i Danmark.
- Efterforskningen tyder på, at de har tilknytning til Hells Angels, skriver politidistriktet Innlandet.
Den norske anklagemyndighed har udstedt en nordisk arrestordre, og udleveringssagen til Norge behandles af svenske og danske myndigheder.
Franck Semou har tidligere spillet for den danske superligaklub Brøndby. Han har også en fortid på danske ungdomslandshold.
- Han blev slået i hovedet med en hammer og fik kraniebrud. Begge de pågrebne er sigtet for grov vold eller medvirken til dette, siger politiadvokat Magnus Schartum-Hansen.
Franck Semou blev overfaldet 30. september tæt på Briskeby Station i Hamar.
- Ifølge politiets oplysninger går det fint med Semou, siger Schartum-Hansen.
Norsk politi begærede 18. oktober de to danskere udleveret.
- Med det nordiske politisamarbejde håber vi, at en udlevering kan ordnes hurtigt. Den enkeltes samtykke har betydning. Samtykker man ikke, skal retten prøve vilkårene for udlevering, siger politiadvokaten.
Anklagemyndigheden i Norge vil ikke svare på spørgsmål om motivet for volden, eller hvordan politiet fandt frem til de to mistænkte.
/ritzau/NTB