Den seneste tids isfyldte farvande betyder, at fiskerne har landet færre stenbidere. Det har sendt priserne på stenbiderrogn, også kaldet ’Nordsøens kaviar’, på himmelflugt.
Hos Thyborøn Fiskeauktion sælges rognen til op mod 700 kroner pr. kilo. Det er næsten det dobbelte af i fjor.
Stenbiderrogn er en sæsonvare fra først i februar til april. Derfor er den en eftertragtet delikatesse, fortæller Henrik Olesen, indehaver af Hvide Sande Røgeri. Hos ham koster 100 gram lige nu 150 kroner.
For kystfiskerne betyder de høje priser meget.
- Vi er i en periode, hvor man stort set ikke kan fange noget som helst andet, så priserne betyder rigtig meget. Det kan nemt give en fjerdedel af årslønnen, hvis man er heldig, siger næstformanden i Danmarks Fiskeriforening, Kurt Madsen fra Thyborøn til DR P4 Midt & Vest.
Stenbideren gyder i Danmark indtil maj måned.