Nordsjællandsk ægtepar idømt kæmpestraf for løndumping

Et ægtepar er ved Fogedretten i Hillerød blevet dømt en kæmpebod på 1,1 millioner kroner for løndumping i deres transportfirmaer.
Et ægtepar er ved Fogedretten i Hillerød blevet idømt bod på 1,1 millioner kroner for underbetaling og brud på overenskomst i deres firmaer.
Et ægtepar er ved Fogedretten i Hillerød blevet idømt bod på 1,1 millioner kroner for underbetaling og brud på overenskomst i deres firmaer. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix (arkivfoto)

Et ægtepar fra Nordsjælland er blevet idømt en bod på 1,1 millioner kroner for underbetaling og brud på overenskomsten i deres to transportfirmaer.

Ægteparret har ikke betalt boden, og sagen kører lige nu i Fogedretten i Hillerød. Sagen startede i sommeren 2016, hvor en utilfreds polsk chauffør kontaktede 3F Frederiksborg.

Det udviklede sig til en sag om løndumping mod de to mindre transportfirmaer JSH Trading, der var ejet af Jørgen Svedstrup Hansen, Skævinge i Nordsjælland, og firmaet Foam Consult, der var ejet af hans hustru Grethe Grabow.

Forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe Kim René Busch pointerer, at det er første gang, at den såkaldte løndumpingsparagraf i Transport- og Logistikoverenskomsten, har ført til dom i Arbejdsretten.

- Vi kan bruge de to klare domme fremover, hvis en arbejdsgiver skulle være i tvivl om, hvad Arbejdsretten mener i denne her type sager, siger Kim René Busch til Fagbladet 3F.

Der venter nu et retligt efterspil. I første omgang i Fogedretten i Hillerød, som 3F juridiske afdeling i december 2017 bad om at inddrive de 1,1 millioner kroner, som ægteparret ikke har betalt.

- Meget tyder på, at de har forsøgt at få alle aktiver ud af firmaer. Blandt andet ved at afhænde flere lastbiler. Men den går ikke. De må ikke trække penge ud af firmaet og på den måde unddrage sig gæld, siger han.

Begge firmaer, der ophørte 31. december 2017, havde to godskørselstilladelser hver, som siden er blevet inddraget af myndighederne.

Indehaver af det nu ophørte JSH Trading Jørgen Svedstrup Hansen pointerer, at han og hustruen er lodret uenige i Arbejdsrettens dom.

- Men vi har ikke betalt boden, fordi vi ikke har noget at betale af. Vi ved ikke, hvad fogedretten afgør, men vi risikerer, at skulle gå fra hus og hjem, siger Jørgen Svedstrup Hansen til Fagbladet 3F.

Han afviser, at ægteparret har solgt ud af værdier i de to firmaer for at undgå at eje værdier, der kan gøres udlæg i.

- Det er ikke rigtigt. Der var ingen værdier, og den påstand må stå for 3F's egen regning, siger han.

Han siger videre, at firmaernes ansatte var "tilfredse og glade, og ikke blev underbetalt".

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.