Isen omkring Nordpolen smelter, og området har aldrig været mindre. De nyeste målinger af den arktiske is viser, at isen omkring Nordpolen er næsten halveret: Mellem 1978 og år 2000 strakte Arktis sig næsten konstant over et område på op mod 5,5 millioner kvadratkilometer. I dag dækker Nordpolen mindre end tre millioner kvadratmeter. Det skriver Jyllands-Posten.
- Isdækket er lige nu på et ekstremt lavpunkt. I de 50 år, vi har data fra, har vi aldrig set noget lignende. Isen er blevet kraftigt reduceret de senere år, men i år er ekstremt, siger lektor ved Danmarks Tekniske Universitet, Leif Toudal Pedersen, til Jyllands-Posten.
Leif Toudal Pedersen står bag en omfattende satellitovervågning af isen på både den nordlige og den sydlige halvkugle.
Isfri om 15-20 år
Alene i løbet af de sidste to år er omkring en million kvadratmeter is smeltet. Det svarer til et område på størrelse med Frankrig og Tyskland tilsammen. I alt er Nordpolen skrumpet med et område på størrelse med Vesteuropa siden 1978.
Ifølge Leif Toudal Pedersen er der flere forklaringer til, at Nordpolen er historisk lille. Det skyldes både den globale opvarmning, men samtidig har der i år været en kraftig strøm, der har ført is fra Sibirien via Nordpolen ned langs Grønlands østkyst, hvor en del af isen er smeltet undervejs.
- Hidtil har klimamodellerne forudsagt, at Arktis kunne være isfrit om sommeren om 30-40 år, men hvis den udvikling, som vi har set de seneste 10 år, fortsætter, tager det måske kun 15-20 år, siger Leif Toudal Pedersen til Jyllands-Posten og får opbakning en professor i meteorologi fra Københavns Universitet.
Ifølge afdelingschef i Danmarks Rederiforening, Hans Henrik Pedersen, vil en sejltur fra Holland til Japan blive 34 procent kortere, hvis man sejler via Ishavet frem for Suez-kanalen.