Ritzau
Opdateret kl. 06:45
Nordkorea vil sende en delegation af højtstående embedsmænd, atleter og tilhængere til vinter-OL i den sydkoreanske værtsby Pyeongchang.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Udmeldingen kommer i forbindelse med et sjældent møde natten til tirsdag dansk tid mellem Nordkorea og Sydkorea.
Et nordkoreansk kunstskøjteløberpar har kvalificeret sig til OL, men blev ikke registreret til legene i tide. Der er dog mulighed for, at parret kan få dispensation og dermed være med i Pyeongchang i næste måned.
Ved tirsdagens møde har Sydkorea også foreslået, at familier, som er blevet adskilt under konflikten mellem Nordkorea og Sydkorea, kan blive genforenet i næste måned, skriver Reuters.
Den nordkoreanske deltagelse ved vinter-OL er et stort skridt i forhold til at genoprette et godt forhold mellem de koreanske naboer.
Siden årsskiftet har der været flere tegn på opblødning i det ellers anstrengte forhold mellem de to koreanske naboer.
I sin nytårstale omtalte Nordkoreas leder, Kim Jong-un, blandt andet det kommende vinter-OL med et ønske om, at det ville blive en succes.
Under tirsdagens møde i grænsebyen Panmunjom foreslog Sydkorea angiveligt, at de to nabolande skulle gå ind på det olympiske stadion side om side ved åbningsceremonien i Pyeongchang.
- Folket har et stort ønske om at se nord og syd bevæge sig mod fred og forsoning, siger Ri Son-gwon, formand for den nordkoreanske statsstyrede Komité for Fredelig Genforening af Korea.
Det bliver første gang siden 2010, at Nordkorea deltager i vinter-OL.
Vinter-OL i Sydkorea begynder 9. februar.
/ritzau/Reuters