Nordkoreas statslige medier intensiverede fredag de personlige angreb på USA's tidligere vicepræsident Joe Biden. Han omtales som en "gal hund", der bør aflives for at bagtale den nordkoreanske leder.
Det officielle nyhedsbureau KCNA nævner intet om, at hvad det er for fornærmelser, som Biden har budt Kim Jong-un.
Biden forsøger at blive demokraternes præsidentkandidat ved næste års valg i USA.
Han har været kritisk over for præsident Donald Trumps tilnærmelse til det stalinistiske Nordkorea og sagt om præsidenten, at han omfavner og nusser en morderisk diktator.
KCNA staver Bidens navn forkert og skriver, at han viser tegn på at være "i den afsluttende fase af demens", og at "tiden er kommet for ham til at tage afsked med livet".
- Sådan en fyr havde den frækhed at bagtale værdigheden hos den øverste leder i DRPK (Nordkorea), hedder det.
- Gale hunde som Baiden (!) kan skade en masse mennesker, hvis de får lov at rende rundt. De må slås ihjel med en kæp, før det er for sent, skriver nyhedsbureauet.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters