Nordkorea siger søndag, at det er enig med Sydkoreas forslag om at genoptage genforeninger af familiemedlemmer, der har været adskilte siden Koreakrigen, der fandt sted fra 1950-53.
Det er umiddelbart et tegn på, at spændingerne på Korea-halvøen er ved at aftage.
Nordkorea har sagt ja til at holde en genforening på den traditionsrige helligdag "Chuseok", der falder den 19. september. Det oplyser Pyongyangs råd for den Fredelige Genforening af Korea i en udtalelse.
Samtidig foreslås en videokonference, hvor adskilte familiemedlemmer kan snakke med hinanden den 4. oktober.
Tiltaget kommer lidt over en uge efter, at den sydkoreanske præsident Park Geun-Hye sidste torsdag opfordrede Pyongyang til at "åbne sit hjerte" og holde sin første genforening for familier siden 2010.
Millionvis af koreanere blev adskilt efter krigen, og mange er i løbet af årene døde uden at have haft en chance for se deres familiemedlemmer.
Det anslås, at omkring 72.000 sydkoreanere, som blev adskilt fra familiemedlemmer i nord, stadig er i live. Tæt på halvdelen er over 80 år, og de venter på den sjældne chance, hvor kun få hundrede familiemedlemmer kan deltage ad gangen.
Ved genforeningerne mødes nord- og sydkoreanere typisk i Nordkorea i to eller tre dage, inden sydkoreanerne må tage hjem igen.
/ritzau/AFP