Den nordjyske regionsrådspolitiker Thomas Hav forlader Socialdemokratiet mindre end to måneder efter regionsrådsvalget, hvor han fik næstflest personlige stemmer blandt de opstillede socialdemokrater i Nordjylland.
Nordjyske har talt med gruppeformanden for Socialdemokratiet i Nordjylland, Mogens Nørgård.
Ifølge ham er Hav blevet bedt om at trække sig efter en sag, hvor han i en debat på internettet skulle have skrevet noget, som en kvindelig partifælle følte sig nedgjort af.
Men Hav selv har en helt anden udlægning.
- Årsagen er, at jeg ikke er tilfreds. Jeg ville gerne spille en større rolle, end jeg var blevet tildelt. Så det er af respekt for mine vælgere, at jeg trækker stikket, siger Thomas Hav til Ritzau.
Tror du ikke, at der er nogle vælgere, der vil være skuffede over, at du forlader det parti, du stillede op for?
- Jo. Men jeg står gerne på mål for de vælgere der har stemt på mig. Forklaringen er udelukkende politisk. Jeg ville gerne have haft en større rolle som angriber på et fodboldhold og ikke kun som bænkevarmer.
Tror du, at du kan få større indflydelse, når du forlader et stort parti som Socialdemokratiet for at blive løsgænger?
- Jeg vil i hvert fald forsøge. Det vil jeg forsøge at opnå gennem det valg, jeg har truffet nu.
Gruppeformanden for S forklarer til Nordjyske, at du skulle være blevet bedt om at trække dig, efter at du skulle have debatteret lidt hårdt med nogle kvinder på internettet. Er der noget om det?
- Jeg taler med rigtig mange mennesker. Og ja, det foregår også på internettet. Men jeg har bestemt ikke haft noget i forhold til nogle kvinder på internettet.
Så du har ikke skrevet noget, der kan opfattes som nedsættende over for kvinder?
- Nej. Det har jeg ikke. Hvis min tidligere gruppeformand synes det, så må han synes det. Det her er ren politik for mit vedkommende.
Er du blevet bedt om at forlade partiet?
- Jeg har selv truffet beslutningen. Det er ren politik. Det med skriveri med nogle kvinder gider jeg ikke engang kommentere.
- Det er udelukkende politik. Det har ikke en fis med noget som helst andet at gøre.
Thomas Hav afviser, at han vil melde sig ind i et nyt parti. Men drømmen om en politisk karriere er ikke slut.
- Jeg har stadig de socialdemokratiske holdninger og en ideologi om medmenneskelighed og solidaritet. Og jeg har nogle idéer til, hvordan vi kan komme nogle af de økonomiske udfordringer, Nordjylland står over for, til livs.
- Jeg stiller selvfølgelig op til regionsrådsvalget næste gang. Jeg søger al den indflydelse, jeg overhovedet kan få.
Tiden må vise, om det bliver som løsgænger, siger han.
/ritzau/