En 64-årig mand er torsdag blevet fremstillet i et grundlovsforhør, hvor han er sigtet for at have dræbt en 70-årig kvinde i Frederikshavn.
Her forklarer hans forsvarer, advokat Nicolaj Horn, at han erkender at have stukket kvinden med kniv, men at han nægter drab.
Det skriver Nordjyske.
Manden er blevet varetægtsfængslet til 22. november.
Ved grundlovsforhøret oplyser anklager Torben Kaufmann ifølge avisen, at det var den 64-årige, som selv ringede til politiet.
Han havde ved opkaldet til alarmcentralen fortalt, at han havde slået kvinden, som han i forvejen kendte, ihjel.
Han var efter knivstikkeriet gået hjem til sin lejlighed. Efterfølgende blev kvinden fundet knivdræbt i sin bil.
Under grundlovsforhøret ønskede manden ikke at udtale sig, skriver Nordjyske. Blandt andet derfor afviste retten at lukke dørene, som anklagemyndigheden ellers havde anmodet om.
Der blev dog nedlagt et referatforbud i forbindelse med flere af de oplysninger, som kom frem i forbindelse med grundlovsforhøret, skriver avisen.
Både den anholdte og dræbte er fra lokalområdet.
Manden blev anholdt onsdag klokken 16.25.
/ritzau/