De nordiske lande ønsker at arrangere en EM-slutrunde i fodbold, og søndag bekræftede forbundene i Danmark, Sverige, Norge og Finland intentionerne efter et møde.
Her fremgik det også, at man ønsker at promovere bæredygtighed, frivillighed og trivsel i et bud på EM-slutrunden i enten 2024 eller 2028.
- De nordiske lande deler værdier på mange måder og ønsker sammen at sætte fokus på blandt andet frivillighed og trivsel til et fælles værtskab for en EM-slutrunde.
- Vi ønsker samtidig at afholde de mange kampe på en bæredygtig måde, der er ansvarlig både økonomisk og miljømæssigt, lyder det i en udtalelse fra de nordiske formænd i en pressemeddelelse fra Dansk Boldspil-Union (DBU).
Ønsket er, at fodboldkampene fordeles på tværs af de fire lande, mens man også ønsker arrangementer i Island og på Færøerne i et markant nordisk fodboldfremstød.
DBU's formand, Jesper Møller, glæder sig over enigheden blandt de nordiske formænd.
- At være vært for en af Europas største sportsbegivenheder har kæmpe betydning for alle dele af dansk fodbold og i hele Danmark. Både for fans og tilhængere men også for klubber, frivillige og andre, der skal være med til at arrangere og muliggøre et så stort et arrangement.
- Det vil give et kæmpe løft for dansk fodbold i mange år før og efter selve EM-slutrunden, siger Jesper Møller i meddelelsen.
De nordiske formænd bekræfter også, at man tager på inspektionstur til Qatar i november for at undersøge forholdene efter en Amnesty International-rapport om arbejdsforholdene i forbindelse med byggeriet af stadioner til VM i Qatar.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.