Nordirsk støtteparti vil stemme imod brexitaftale

RB PLUS UK''s parlament stemmer om brexit (Foto: Ho/Ritzau Scanpix)

På dagen, hvor brexitaftale skal til afstemning i det britiske parlament, får den politisk modvind.

Det nordirske støtteparti Democratic Unionist Partys (DUP) leder siger, at partiet vil stemme imod brexitaftale for at modstå omstridt bagstopper.

Bagstopperaftalen skal sikre, at der ikke bliver etableret en fast grænse med kontrol mellem Irland og Nordirland.

- I aften vil være historisk, men af de forkerte grunde, lyder det i et opslag på Twitter fra DUP-leder Arlene Foster på Twitter.

- Vi vil modsætte os den giftige bagstopper og stemme imod, står der.

DUP har tidligere givet udtryk for, at det ikke ville støtte den foreliggende aftale på grund af bagstopperen. Men tirsdag bliver det igen bekræftet.

Tirsdag aften skal aftalen til afstemning i det britiske parlament. De ti stemmer, som partiet kan give, vil have stor betydning for premierminister Theresa May, der forsøger at skabe flertal for aftalen.

Forud for afstemningen ser det dog ikke godt ud for May, da udmeldinger fra parlamentsmedlemmer peger på, at den vil blive stemt ned.

Oprindeligt skulle afstemningen finde sted 11. december 2018, men blev aflyst i sidste øjeblik, da det ikke så ud til, at den kunne blive stemt igennem.

Nordirland er som en del af Storbritannien også en del af brexit. Det er Irland ikke.

Bagstopperen er tidligere blevet omtalt som et sikkerhedsnet i brexitaftalen, der skal sikre, at man ikke skaber en såkaldt hård grænse mellem Irland og Nordirland.

En hård grænse vil blandt andet formentligt betyde, at der kommer kontrolposter mellem de to lande, da brexit vil medføre, at de bliver underlagt forskellige toldregler.

Det er planen, at briterne skal forlade EU 29. marts 2019. Der har i den seneste tid været spekulationer om, hvorvidt briternes farvel muligvis kunne udskydes til senere på året.

Men mandag slog May fast, at det ikke kommer til at ske.

/ritzau/Reuters

/ritzau/Reuters