I Grækenland har det venstreradikale Syriza meddelt, at det ikke vil indgå i en koalitionsregering med det socialdemokratiske Pasok, det konservative Nyt Demokrati og Det Demokratiske Venstreparti, oplyser græsk tv.
Det fortæller kilder i Pasok og Det Demokratiske Venstreparti fredag aften.
Dermed er chancen for at etablere en ny regering minimal.
Syriza afviser betingelserne for den redningspakke, som EU og Den Internationale Valutafond bidrager med for at afværge en statsbankerot.
EU har gjort det klart, at Grækenland skal leve op til alle dele af den aftale, som den tidligere koalitionsregering har tilsluttet sig.
Hvis Grækenland ikke vil det, så tror mange iagttagere, at konsekvensen bliver en udsmidning af euro-samarbejdet.
Ved valget i Grækenland i søndags pegede et markant flertal på partier, der afviser EU's krav. Men samtidig viser målinger, at et stort flertal fortsat ønsker at være en del af euro-samarbejdet.
Hvis det ikke lykkes at sammensætte en ny regering, tegner det til et nyt valg allerede i næste måned.
Partikoalitionen Syriza er siden søndagens valg gået 11 procentpoint frem i meningsmålingerne og står til at få knap 28 procent af stemmerne ved et nyvalg.
dpa