Når patienter i fremtiden sendes hjem fra supersygehusene, vil de ofte få brug for lægelig hjælp og tilsyn.
Men mange steder i landet er der mangel på praktiserende læger, eller de har allerede så mange patienter, at der er lukket for tilgang.
Derfor vil landets seks største byer ansætte egne læger, skriver Jyllands-Posten.
- Vores opgave i kommunerne har ændret sig i de senere år, og det vil blive endnu tydeligere fremover, at vi mangler lægekraft, og det er nødvendigt selv at ansætte læger, siger rådmand Thomas Krarup (K) fra Aalborg til avisen.
Christian Freitag, der er formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), tvivler på, at kommunalt ansatte læger er en god løsning.
Endnu mindre imødekommende er Danske Regioner. Organisationen styrer i øjeblikket almen praksis.
- Jeg ser det som et rendyrket benspænd. Ikke mindst i forhold til små kommuner, som i forvejen kæmper med lægemangel, siger formand Bent Hansen (S) til Jyllands-Posten.
Hos patientforeningen Danske Patienter mødes forslaget heller ikke med overvældende opbakning.
- Der er ingen tvivl om, at det er et stort problem, at der mange steder i landet mangler læger, når patienter udskrives. Men vi er bange for, at man nu får lavet flere parallelle systemer, siger direktør Morten Freil til Ritzau.
- Så det er ikke umiddelbart en idé, vi bakker op om, tilføjer han.
Morten Freil mener i stedet, at det er værd at overveje, om patienter udskrives for tidligt fra det specialiserede sygehusvæsen.
- Det skal man selvfølgelig se på, siger han.
- Og så skal man se på, hvordan man ellers rekrutterer læger, så der er læger i alle dele af landet, når patienter udskrives, tilføjer direktøren.
Forslaget fra de seks største byer er tænkt som et indspark til regeringen. Den ventes at præsentere et udspil om det nære sundhedsvæsen inden længe.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) vil ikke forholde sig konkret til forslaget om at ansætte læger. Hun understreger behovet for bedre sammenhæng.
- Ingen må ende som kastebold, siger hun til Jyllands-Posten.
/ritzau/