De tre forskere, der onsdag modtog Nobelprisen i kemi, har gjort arbejdsvilkårene for deres forskningskolleger betydeligt lettere.
Det siger Stephan Sauer, der er professor i computational chemistry - også kaldet beregningskemi - på Københavns Universitet.
- Deres forskning betyder rigtig meget. Det er i dag i meget højere grad muligt at lave store holdbare beregninger, end det var, før de store computersystemer kom.
- Det har for eksempel givet mulighed for at teste designskabte molekyler med en bestemt egenskab på computeren, før man går i laboratoriet for at undersøge, om ens idé egentlig holder, siger Stephan Sauer til Ritzau.
Nobelprisen blev blandt andet givet med begrundelsen, at det var et banebrydende stykke arbejde, der var gjort, fordi de lykkedes med at få Newtons fysiske love til at samarbejde med kvantefysikken ved hjælp af computerberegninger.
Nu er det blandt andet muligt at studere biomolekyler som proteiner og enzymer på en computer.
- Det er et kæmpe fremskridt - ikke kun for beregningskemi, men også for anvendelsen, fordi molekylerne er meget svære at studere på grund af deres kompleksitet.
- På computeren kan man følge hver reaktion hele tiden, og det gør det betydeligt nemmere at forstå, hvordan reaktionerne forløber. Det kan være meget interessant, når man udvikler nye produkter som lægemidler, siger Stephan Sauer.
Selv om computerne kan spare forskerne for meget tid, så betyder det ikke, at fysisk iscenesatte eksperimenter er fortid, selv om troværdigheden i computerresultaterne er høj nok til at blive direkte anvendt, vurderer professoren.
- Jeg vil ikke sige, at computeren erstatter eksperimenter, men computeren er et godt redskab til at supplere med at fortolke eksperimenter.
/ritzau/