Golfspilleren Nicole Broch Larsen har kurs mod et topresultat i Ladies European Tour-turneringen Hero Women's Indian Open.
Lørdag brugte danskeren 69 slag på at nå rundt på banens 18 huller. Det svarer til tre slag under banens par.
Samlet er Nicole Broch Larsen fire slag under par, og det rækker til en delt førsteplads før sidste runde, som spilles søndag.
Hun deler føringen med Becky Morgan fra Wales og Ellie Givens fra England.
Danskeren har vundet fire professionelle golfturneringer, heriblandt Ladies European Tour-turneringen Helsingborg Open i 2015.
Topplaceringen i Indien er imponerende, når man tager i betragtning, at hun har kæmpet med feber og næseblod i begyndelsen af turneringen.
- Jeg var tæt på at få næseblod igen i dag (lørdag, red.). Det føltes, som om jeg var virkelig varm.
- Jeg sørgede for at blive ved med at drikke og spise saltede nødder. Til slut følte jeg mig lidt bedre tilpas, så forhåbentlig bliver det min dag i morgen (søndag, red.), siger hun til Ladies European Tours hjemmeside.
/ritzau/