Nicolai Jørgensen kom søndag tilbage på måltavlen i den bedste hollandske fodboldrække.
Landsholdsangriberen havde ikke fundet netmaskerne i en betydende kamp siden april, hvor han scorede i ligaen og pokalfinalen, men mod rækkens nummer 13, Zwolle, lykkedes det endelig igen.
Jørgensen steg efter 44 minutter til vejrs på kanten af det lille felt og headede et hjørnespark i nettet til Feyenoord-føring 2-0.
Feyenoord vandt til slut 3-0 og ligger nummer tre i Æresdivisionen med syv point op til topholdet, PSV.
Nicolai Jørgensen indledte sæsonen med en skade, som først tillod ham at komme tilbage i spil i midten af september. Siden var det blevet til fire ligakampe i træk uden scoring.
Før det gik han målløs fra banen i sin sidste ligakamp i den forgangne sæson samt i fem kampe for Danmark i optakten til VM og ved selve slutrunden.
Her satte han et stort negativt aftryk ved at brænde et afgørende straffespark i straffesparkskonkurrencen mod Kroatien i ottendedelsfinalen. Det blev Danmarks sidste spark ved det VM.
/ritzau/