Nicky har været på kontanthjælp i syv år: Hvad er meningen med jobcentrene?
Hvad er meningen med jobcentrene, spørger Nicky Klysner Vandal. Foto: Privat

Nicky Klysner Vandal er kontanthjælpsmodtager.

Jeg vil med dette indlæg være med til at skabe en debat om, hvad meningen er med jobcentrene, hvis ikke de får folk tættere på arbejdsmarkedet. Hvorfor politikerne tillader dem bevidst at placere syge mennesker på permanent kontanthjælp. Hvorfor det er tilladt for jobcentrene at fortsætte aktiviteter, der tydeligvis forværrer flere borgeres tilstand, selvom loven foreskriver, at det er ulovligt.

Med det udgangspunkt vil jeg fortælle om min egen situation:

I tidernes morgen blev jeg nødsaget til at opsige mine to job som postbud og personlig hjælper for en teenager med muskelsvind. Dette var en direkte konsekvens af en akut opstået infektion, der blev behandlet med bredspektret antibiotika.

Indtil videre har jeg vel været placeret på kontanthjælp i omtrent syv år. Ikke fordi jeg ikke har gjort som jobcentret sagde, jeg skulle. Tværtimod. Jeg har fulgt deres ordre 100 procent. Har været tilmeldt en række aktiveringsprojekter hos private aktører, som i bund og grund er gået ud på at lænse kommunekassen for penge. Jeg har ageret gratis arbejdskraft i praktik. Min tid i beskæftigelsessystemet har været så ødelæggende for mig, at jeg har oplevet at måtte kravle ind til min daværende 93-årige nabo, som måtte ringe 112, efter jeg mistede balancen i den ene side af kroppen. Da ambulancen endeligt kom og hentede mig, var mit blodtryk faretruende højt. For en række år siden pådrog jeg mig en middelsvær depression som et resultat af den akkumulerede stress og meningsløshed, der havde ophobet sig. Det resulterede i et panisk angsanfald en aften nede i Lidl, hvor jeg var overbevist om, at jeg var ved at få et epileptisk anfald. Jeg har modvilligt modtaget medicinsk behandling for min lidelse.

I dag kan jeg kapere de mest nødvendige dagligdagsting, men kun fordi jeg blandt andet har frigivet nogle ressourcer ved f.eks. at handle dagligvarer over nettet. 

Min mave dur ikke ordentligt. Jeg vågner midt om natten med hjertebanken. Jeg plejede at kunne løfte 100 kg op over mit hoved og spille fodbold med vennerne. I dag kan jeg nærmest ingenting. Offentlig transport og transport over mere end meget korte afstande er praktisk talt umuligt for mig.

Det er jo ikke sådan, at der kommer en arbejdsgiver og tilbyder mig et job, som jeg kan kapere med dertil hørende mulighed for bolig lige i nærheden og mulighed for gradvist at få min arbejdskapacitet op, så jeg står jo ikke til rådighed for arbejdsmarkedet i den forstand. Alligevel bliver jeg truet med 225-timers reglen, hvis jeg ikke løbende dokumenterer mine kroniske lidelser. Goddag mand økseskaft. Jeg er jo ikke engang længere i stand til at deltage i aktiveringsprojekter rundt omkring i byen. Jeg ville mere end gerne frasige mig min kontanthjælp, hvis jeg kunne, men jeg kan ikke overleve uden. 

Jeg ville være lykkelig, hvis bare jeg kunne få min kontanthjælp og de så lod mig være i fred. Dette faktum burde virkelig få folk til at forstå, hvor elendigt systemet er. De eneste, der profiterer på systemet, er dem, der administrerer det og de politikere, der bruger det som populistisk springbræt. Det er spild af arbejdstimer, kompetencer, skatteborgernes penge og gør samtidig en masse folk syge på sjæl og legeme eller forværrer de lidelser, de i forvejen kæmper med. Jeg gider ikke høre på politikere lukke flere kvalmende klicheer ud omkring, at det handler om ikke at opgive folk, når virkeligheden er, at der har været tusindvis af syge borgere bevidst placeret permanent på kontanthjælp, heriblandt psykisk syge i op til 30+ år. Hvorfor er der ikke en seriøs politisk debat på tværs af politiske skel om jobcentrene?

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.