Gary Brazil har fået forlænget opholdet som manager i fodboldklubben Nottingham Forest, der har danske Nicklas Bendtner i truppen.
Championship-klubben meddeler på sin Twitter-profil, at Gary Brazil og hans assistent, Jack Lester, skal lede holdet i resten af sæsonen.
- Nottingham Forest kan bekræfte, at Gary Brazil og Jack Lester forbliver i spidsen for førsteholdet til udgangen af sæsonen, skriver Nottingham Forest.
15. januar blev Gary Brazil indsat som midlertidig manager efter fyringen af Philippe Montanier.
Siden har Nottingham Forest vundet tre kampe og kun tabt en i den næstbedste række, så holdet er avanceret til en 15.-plads.
Det er dog sket uden stor brug af Nicklas Bendtner, som kun er blevet skiftet ind i to af kampene.
Der har i medierne floreret historier om, at Gary Brazil var klar til at lade den 29-årige danske angriber gå i vinterens transfervindue, men det afviser han.
- Der var intet ønske fra vores side om at lade Nicklas Bendtner forlade os i januar, og han er i stor grad en del af truppen, siger manageren.
Nicklas Bendtner har scoret to mål for Nottingham Forest, der hentede ham i september sidste år.
Danskeren havde på det tidspunkt været klubløs i cirka fem måneder, da han i april sidste år fik ophævet sin kontrakt i tyske Wolfsburg.
/ritzau/