Trusler mod en person med et luft- og fjedervåben, besiddelse af kokain og knytnæveslag mod en dørmand.
Sådan lyder anklagerne mod fodboldspilleren Nicki Bille, der er blevet tiltalt for fire forhold ved to forskellige episoder. Det skriver B.T.
Den første episode går tilbage til 22. oktober sidste år. Her skal Bille ifølge anklagemyndigheden have truet en person med et "luft- og fjedervåben" med henblik på at skabe alvorlig frygt for en persons liv og helbred, skriver avisen.
Han bar ifølge anklageskriftet våbnet i bukselinningen, og han tiltales derfor for at have båret det på uforsvarlig vis.
I samme ombæring skal Nicki Bille have været i besiddelse af cirka et kvart gram kokain.
Den sidste anklage handler om en episode to måneder senere - den 22. december. Her skal Nicki Bille ved natklubben Level have tildelt en dørmand et til to knytnæveslag.
Ifølge anklageskriftet medførte slaget, at dørmanden fik et hævet øje og blodsprængninger i øjet.
Det vides ikke, hvornår sagen begynder i retten, og det vides heller ikke, hvordan Nicki Bille forholder sig til anklagerne.
Nicki Bille har flere gange været involveret i voldssager. Juledag kom han selv til skade, da han blev skudt med et haglgevær i sin lejlighed på Sluseholmen i København.
Han blev ramt i den ene arm og var ikke i livsfare. Den 4. januar anholdt politiet en 30-årig mand, som blev varetægtsfængslet.
I udgangspunktet mener politiet, at der var tale om et forsøg på at slå fodboldspilleren ihjel. En alternativ sigtelse drejer sig om, at skuddet fra et haglgevær udsatte andre for livsfare.
Den 30-årige har nægtet sig skyldig.
I forbindelse med skudepisoden anholdt politiet en 23-årig kvindelig model og en 30-årig mand, som har tilknytning til rockermiljøet. Begge blev dog sat på fri fod efter tre døgn.
Nicki Bille er noteret for tre kampe på den danske fodboldlandshold. Desuden har han blandt andet spillet for norske Rosenborg og spanske Villarreal.
Det seneste professionelle engagement gjaldt Lyngby fra 1. division, men klubben fyrede ham i slutningen af oktober.
/ritzau/