New Yorks justitsminister, Eric Schneiderman, har trukket sig fra sin post.
Det sker kort tid efter, at han er blevet beskyldt for at have været fysisk voldelig over for fire kvinder, som han har haft intime forhold med.
Kvinderne fortalte om de påståede overgreb i The New Yorker mandag.
Schneiderman har i sin rolle som New Yorks justitsminister selv stået i spidsen for at bekæmpe overgreb mod kvinder og upassende seksuel adfærd. Blandt andet i sager mod den vanærede producer Harvey Weinsteins selskab.
Men nu beskylder fire kvinder altså Schneiderman selv.
I den udtalelse, hvor Schneiderman siger op, afviser han anklagerne.
- I løbet af de seneste timer er der blevet rettet seriøse beskyldninger - som jeg meget stærkt bestrider - mod mig, skriver han.
- Selv om disse anklager ikke er relaterede til mit professionelle virke eller vores aktiviteter på kontoret, så forhindrer de mig i at stå i spidsen for vores arbejde på dette kritiske tidspunkt, lyder det fra Eric Schneiderman.
To kvinder, der står frem med navn, siger, at Schneiderman både slog og tog kvælertag på dem, mens deres forhold stod på.
Ingen af kvinderne gik til politiet. De fortæller, at de i stedet søgte hjælp fra læger og fortalte nære venner om hændelserne.
Kvinderne siger, at Schneidermans offentlige kamp mod upassende seksuel adfærd har været med til at få dem til at stå frem.
- Det her er en mand, der offentligt har bygget sin karriere op om en fortælling om, at han kæmper for kvinder.
- Men han mishandler dem privat, og det fortjener at komme frem, lyder det fra en af kvinderne, der anklager Schneiderman.
Tilbage i februar stævnede han The Weinstein Company med en påstand om, at ledelsen ikke beskyttede sine ansatte mod filmproducenten og tidligere direktør Harvey Weinstein.
I stævningen hævdede Schneiderman, at Weinstein seksuelt chikanerede medarbejdere og misbrugte kvinder i årevis.
/ritzau/AP