Den værdsatte butikschef i Netto på Skagensvej i Hjørring-bydelen Højene, er blevet fyret.
Steen Kristensen gav ifølge Nordjyske "en storkunde lidt for lang snor i forhold til betaling for et større parti varer".
Steen Kristensen fortæller til avisen, at den store kunde teknisk ikke kunne betale ved kassen mellem jul og nytår. Derfor gav Steen Kristensen kunden kredit.
- Jeg har hverken snydt eller stjålet noget, og Netto har ikke lidt tab. Jeg har overtrådt nogle interne regler for kreditgivning, fortæller Steen Kristensen.
Steen Kristensen har været butikschef i Netto i Højene siden 2013, og han synes, fyringen er en hård konsekvens.
Han havde håbet, at sagen kunne afsluttes med en advarsel:
- Jeg er ked af det, men jeg ser fremad og skal nok komme videre. Jeg betragter mig selv som en god købmand.
Fyringen af Steen Kristensen får en række kommentarer med fra Nordjyskes læsere.
Blandt andet skriver en, at det er "trist at en så dygtig mand bliver straffet så hårdt, - skam jer ...", mens en anden skriver, at hun "ville til enhver tid ansætte Steen, hvis jeg havde en butik". Hun fortæller i kommentaren, at Steen Kristensen tidligere har været "en værdsat købmand på Grundtvigsvej i Hjørring, Og har været lige så værdsat og respekteret i Højene".
Storkunden betalte for varer efter nytår.
Nordjyske har forsøgt at få en kommentar til sagen fra NETTO, men det har ikke været muligt.