Netanyahu og Gantz er enige om samlingsregering i Israel

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og lederen af partiet Blå og Hvid, Benny Gantz, skulle have tid til at finde en fælles platform for en samlingsregering. Men mandag har de underskrevet en aftale. (Arkivfoto) (Foto: Nir Elias/Reuters)

Repræsentanter for de israelske partier Likud og Blå og Hvid har forhandlet på overtid for at nå til enighed.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har indgået aftale med oppositionsleder og parlamentsformand Benny Gantz om en samlingsregering. Det meddeler de i en udtalelse ifølge Reuters.

- En aftale om etablering af en national nødregering underskrives nu af premierminister Benjamin Netanyahu og Blå og Hvid-formand Benny Gantz, lyder det i meddelelsen.

Underskrivelsen af aftalen kom, kort tid efter at de to partier – Netanyahus Likud-parti og Gantz' Blå og Hvid – meddelte, at de to ledere ville mødes i premierministerens embedsbolig, skriver avisen Jerusalem Post.

Aftalen indebærer, at Netanyahu og Gantz på skift indtager premierministerposten, skriver israelske medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Netanyahu tager den første periode, fremgår det.

I aftalen har Netanyahu også fået skrevet ind, at han har vetoret, når det gælder udnævnelsen af en ny justitsminister og statsanklager, skriver avisen Haaretz.

Netanyahu, der er Israels længst siddende premierminister, blev i januar sigtet for korruption.

Iagttagere havde spået, at Netanyahu ville gå efter at få endnu et valg, så han kunne presse ny lovgivning igennem, der kan beskytte ham mod anklagerne.

Repræsentanter for de to partier har forhandlet natten til mandag for at få den nye samarbejdsaftale på plads, siger en kilde tæt på forhandlingerne til det israelske medie Ynet.

Israel har haft tre valg på mindre end et år, men ingen af dem gav nogen af fløjene et klart mandat.

Heller ikke ved det seneste valg den 2. marts formåede hverken Blå og Hvid eller Likud at sikre sig et flertal i parlamentet. Siden da har de forhandlet om et samarbejde.

I sidste uge var der forventninger om et forestående gennembrud i de langstrakte forhandlinger om en ny regering.

Derfor besluttede Israels præsident, Reuven Rivlin, at forlænge mandatet for at danne en regering.

Der har været pres på Gantz og Netanyahu for at samles og give landet en sjælden periode med politisk ro, mens coronaudbruddet raser.

Gantz blev i sidste måned overraskende valgt til formand for det israelske parlament, Knesset. Ved den lejlighed sagde han, at han ville bruge sin position til at forsøge at få en aftale på plads med Netanyahu om en regering.

Det førte til, at hans midterparti brækkede over i to.

Mange kommentatorer havde spekuleret på, om Netanyahu ville udnytte Gantz' svækkede position til at sende Israel videre til sit fjerde valg på et års tid, skriver nyhedsbureauet AFP.

Men med mandagens aftale slipper Israel nu for at skulle holde valg igen.

/ritzau/