Hvis den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, og hans allierede som ventet vinder næste uges parlamentsvalg i Israel, kan de jødiske bosættere på Vestbredden ånde lettet op.
Netanyahu lover i et interview med avisen Maariv, at ingen bosættelser på Vestbredden vil blive fjernet, hvis han fortsætter som leder af regeringen.
- De dage, hvor bulldozere rykkede jødiske hjem op, ligger bag os, ikke foran os, siger Netanyahu og tilføjer:
- Vi har ikke fjernet nogen bosættelser, vi har udvidet dem.
Trods vedvarende international kritik fastholder Israel retten til at bygge flere bosætterboliger, selv om blandt andet FN's Sikkerhedsråd har fastslået, at bosættelserne er i strid med international lov.
Meningsmålinger viser, at det meget bosættervenlige parti Jødisk Hjem er gået frem på bekostning af Netanyahus Likud-parti og partiet Yisrael Beitenu, som Likud har indgået valgalliance med.
Hanan Cristal, der er kommentator for israelsk radio, siger, at Netanyahu "i den sidste del af valgkampen er drejet til højre i spørgsmålet om bosættelser i et forsøg på at bejle til de vælgere, der fristes til at stemme på Jødisk Hjem".
En meningsmåling i avisen Haaretz viste fredag, at Likud og Yisrael Beitenu er gået lidt tilbage i de seneste dage og står til 32 af de 120 pladser i parlamentet, Knesset.
Samlet set står højrefløjen, som foruden de to partier også tæller blandt andet det religiøse Shas-parti, til 63 mandater, mens venstrefløjen med Arbejderpartiet i spidsen står til 57 pladser.
/ritzau/