"Det er kommet for tæt på."
Sådan lyder den umiddelbare udmelding fra Lars-Bo Larsen, der er tillidsrepræsentant for Politikens ansatte, efter at PET har anholdt fem mand for terrorplaner mod JP/Politikens Hus i København.
For selvom journalisterne er vant til et højt sikkerhedsberedskab, så er det alligevel hård kost at se sin arbejdsplads som mål for et terrorangreb.
"Det er klart, at det selvfølgelig giver en nervøsitet, når truslerne bliver så konkrete og kommer så tæt på. Så derfor er det ikke rart," siger Lars-Bo Larsen til Newspaq.
Sikkerhedsforanstaltningerne i JP/Politikens Hus har siden Muhammed-krisen været enormt skrappe.
Men selvom det var Jyllands-Posten, der i sin tid stod bag de famøse tegninger, er der ifølge Lars-Bo Larsen ikke en udbredt utilfredshed over at dele hus med avisen blandt Politikens journalister.
"Det er ikke, fordi vi er glade for, at truslerne bliver så konkrete. Men det er en umulig diskussion, for Jyllands-Posten er der, de bor der, og de bliver der," siger tillidsrepræsentanten til Newspaq.
JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen i København huser både Jyllands-Postens, Politikens og Ekstra-Bladets redaktioner.