Der findes bands, der består af lutter fødte røvhuller. Der findes bands, der vokser med opgaven og bliver dumme svin det øjeblik, de snuser til medvinden. Og så findes der bands som Nephew. Hvis succes spolerer dem, skjuler de det godt. Kvintetten består af nogle ordentlige knægte fra fastlandet. Dér, hvor man hverken stikker op for bollemælk eller boller ved siden af.
Men da det hitdynamiske album USADSB lynede tværs gennem Danmark i 2004 og 2005, viste medlemmerne nye takter og tænder. Nephew nåede aldrig at gå i opløsning, men de nåede at gå hinanden på nerverne. Udadtil var nevøerne stadig velfriserede og venlige, men indadtil fejlede omgangstonen noget. Det næsten 10 år gamle fællesskab flagrede, selv om en decideret bandterapeut aldrig kom på tale.
»Vi er jo bløde mænd, der godt kan finde ud af at tale med hinanden. Og det var der til gengæld også brug for. Vi sloges med mange misforståelser, og vi skiltes ofte med en følelse af, at ‘fuck, hvor er jeg dog irriteret på ham og ham’. Det var nødvendigt for os at tale pænere til hinanden, for problemerne var på vej til at vokse sig store,« forklarer forsanger Simon Kvamm.
Konflikterne begyndte at blusse, da Nephew pludselig var Danmarks største band. Efter begrænset opmærksomhed omkring orkestret i forbindelse med langspillerdebuten ‘Swimming Time’ fra 2000, kanonerede singler som ‘Movie Klip’ og ‘En Wannabe Darth Wader’ dem fire år senere op i superliga med TV-2, D-A-D, Nik&Jay, Kashmir, Kim Larsen og Thomas Helmig. Når det kom til salgstallene, altså. For popularitetsmæssigt lå de suverænt nr. 1. Høstede størst og favnede bredest. Så bredt, at alle skulle have en krammer, en autograf, en bid af kagen. Før ville bandet have elsket at blive tilbudt tv-transmitterede støttekoncerter i udsolgte kæmpesale. Nu måtte de lære at sige fra.
»Spillede vi til 17 godtgørende arrangementer om måneden, ville vores deltagelse miste værdi for alle. Og vi ville også selv miste værdi,« påpeger guitarist Kristian Riis.
Folkeligt indieband
Efterspørgslen på Nephews ydelser virker uformindsket i oktober 2006. Da første udspil fra det dagsfriske album ‘Interkom Kom Ind’ fik signal til download-tjenesterne for et par uger siden, distancerede det med et klik resten af feltet. Man skulle næsten tro, at det var Team Easy On -sprinteren Pim de Keysergracht, der trådte an. Også bandets to efterårskoncerter er for længst udsolgt, og sådan kunne man blive ved.
Mens det Marlboro og Cola Light-konsumerende femkløver sidder omkring rundbordet i et mødelokale på deres pladeselskab, kan det derfor være svært at komme udenom: De er blevet folkeeje. Umiddelbart paradoksalt for Nephew, der på klassisk indie-vis gør en dyd ud af at klare alt selv. Ingen manager på lønningslisten i det erklærede fritidsband, men til gengæld en tour-ansvarlig, en hjemmeside-ansvarlig, en gear-ansvarlig, en øve-ansvarlig, osv.
»Der er en dualisme i næsten alt, hvad vi foretager os. Vi har hele tiden to poler, som vi spænder os op imellem. Og det trives vi fint med. På tekstfronten, hvor vi bruger dansk og engelsk. At vi eksisterer som musikere og også har andre ting ved siden af. At vi som band levede mange år i undergrunden og stadig giver koncerter dernede, og at vi også besidder det folkelige element. Vi vedstår os begge sider og er stolte af det. Derfor siger vi også ja til Grøn Koncert. Nogle synes så, at vi kun er folkelige, men vi angriber stadigvæk det hele fra en indie-synsvinkel. Du får os eksempelvis aldrig til at lave tv-reklamer,« garanterer Simon Kvamm.
»Desuden skammer vi os ikke over at være folkelige. Folkelighed er ikke lig dårlig smag. Det vigtige er budskabet. Hvad vi spiller, hvad vi siger,« tilføjer bassist Kasper Toustrup.
Slogan-skyder
Hvad er det så, Nephew siger på ‘Interkom Kom Ind’? Sammenlignet med forgængerne arbejder tekstforfatter Kvamm i hvert fald mindre med de engelske gloser. Men sangene består stadig af stablede brudstykker, der skal kædes sammen i lytterens egen parabol. Linjer som »Dem, der går, får respekt på gaden/dem, der bliver, får et hår i maden«.
Kritikere kalder dem abrupte udsagn på kanten af volapykket. Forfatteren selv beskriver sig som en paintball-spiller, der pløkker malingkugler af sted:
»Jeg står og skyder op mod et lærred med enkeltstående slogans. De danner samlet set et abstrakt billede, hvor man kan gå på opdagelse selv. Nummeret ‘Mexico Ligger I Spanien’ ville kunne tolkes som sludder, selv om det har et dybereliggende tema. For mig står alle sange klart. Men folk er selvfølgelig velkomne til at tro, at jeg er skør og har røget hash.«
Om det med »respekt på gaden« kontra »hår i maden« forklarer Simon Kvamm:
»Det er mest spændende, hvis folk selv tolker på teksten. For mig handler sangen om at springe over, hvor gærdet er højest eller lavest. Der er en tendens i tiden til, at man ligefrem bliver hyldet, hvis man flygter, når det ikke er så sjovt. Fra
job, fra parforhold, fra den her krig. Bliver man omvendt, får man et hår i munden og ydmyges måske ligefrem.«
Spiller ikke i Irak
Observationen kan lyde som en kritik af den stigende modstand mod danske troppers rodfæstning i Irak og Afghanistan. Men det er ikke nødvendigvis Nephews holdning, afviser bandmedlemmerne. Lytter man til andre af ‘Interkom Kom Ind’s 11 skæringer, lurer modsatrettede holdninger da også.
Riis: »Hvis du spørger os hver især om Irak, vil du få forskellige svar. Men du ser os med garanti ikke spille i Irak.«
Trommeslager Søren Arnholt: »Nej, jeg kan slet ikke holde ud at spille så varmt et sted.«
Kvamm: »Nummeret ‘Taxa Triumf’ er for eksempel ikke en kommentar til Irak, men det med overhovedet at debattere krig. Antikrigsbevægelsen kan godt have patent på humanisme på en underlig måde, mens det at træffe en ubehagelig beslutning nemt bliver negligeret. Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige. Det er sindssygt kompliceret at gennemskue USA’s interesser dernede. Men argumentationen om krig over for fred fremstår nemt meget banal.«
Arnholt: »Krig kan jo også bare være noget, der udspiller sig i parforholdet. Det behøver ikke at være i kæmpestor målestok, når vi bruger den slags ord.«
Toustrup: »Jeg ser lidt omvendt på Simons tekst. De, der rejser sig og går, har i det mindste taget stilling. De, der bliver og får hår i maden, væver måske og ved ikke, hvad de mener.«
Kvamm: »Jeg har ikke selv tænkt på det sådan, men hvis du får det ud af teksten, er det godt nok.«
Kliché med Kliché
Efter at have turneret med Nephew i et par år blev tangenttæmmeren René Munk Thalund for nylig indlemmet som fuldgyldigt medlem. Det har dog ikke gjort lydsiden væsentlig mere elektronisk. Inspirationen fra synthpopperne Depeche Mode virker intakt, men Nephew fokuserer hørbart på de tungere guitar-riffs, der med jævne mellemrum sprætter rytmesiden op. Ifølge Kristian Riis kan ‘Interkom Kom Ind’ ligefrem karakteriseres som et mindre folkeligt album
end forgængeren. Mere
tråd, færre fængende omkvæd. Og anmeldernes parallel til 1980 er-legenderne i Kliché holder slet ikke.
»Den reference er noget bræk. Jeg kendte selvfølgelig ‘Militskvinder’ i forvejen, men har ellers først lyttet til dem i de seneste par år,« afviser Simon Kvamm.
Tonen har altså ændret sig i Nephew siden gennembruddet. Det være sig produktion, inspiration og brug af tillægsord. Så længe de ordentlige knægte taler ordentligt til hinanden, gør det dog ikke noget. Med Interkom Kom Ind er de på bølgelængde igen.
Interviewet blev bragt første gang i Nyhedavisen fredag 6. oktober.