Rusland og prorussiske separatister i det østlige Ukraine har nu kapaciteten til at lancere nye angreb med kort varsel, lyder det fra Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, på et pressemøde mandag i Bruxelles.
- Der har været russisk oprustning - både langs grænsen mellem Rusland og Ukraine, og også inde i det østlige Ukraine, siger Stoltenberg og tilføjer, at der har været en "lind strøm" af blandt andet kampvogne, artilleri, ammunition og træning.
- Nu har de kapaciteten til at lancere nye angreb med kort varsel, siger han.
Han påpeger dog, at man ikke kan vide noget med sikkerhed omkring intentionen med oprustningen.
- Men lige meget hvad, opfordrer vi Rusland til at trække sin støtte tilbage, fordi det er en overtrædelse af Minsk-aftalen.
Stoltenberg henviser til den aftale om våbenhvile i Østukraine, der blev indgået tidligere i år.
Siden april sidste år, hvor konflikten brød ud mellem separatisterne og den ukrainske hær, er over 6000 civile blevet dræbt.
Stoltenberg understreger, at en gennemførelse af Minsk-aftalen er vejen frem og beder alle parter om at respektere våbenhvilen.
- Rusland har et specielt ansvar for at få det til at ske, siger generalsekretæren om Minsk-aftalen, der blandt andet indebærer tilbagetrækning af alle udenlandske væbnede elementer, militærudstyr og lejesoldater.
Natos udenrigsministre skal mødes i Antalya i Tyrkiet onsdag. Her skal ministrene også tale om situationen i det østlige Ukraine.
Situationen i Libyen forventes også at skulle diskuteres på mødet. EU's udenrigschef, Federica Mogherini, er mandag i New York for at orientere FN's Sikkerhedsråd om de europæiske planer om en militæroperation i Middelhavet.
En sådan operation skal blandt andet stoppe de menneskesmuglere, der står bag strømmen af migranter fra Nordafrika over Middelhavet.
Nato er imidlertid ikke blevet bedt om at tage del i en mulig operation, fortæller Stoltenberg på pressemødet.
- Der har ikke været en anmodning om, at Nato skal spille en rolle i disse planer, siger han og tilføjer, at han "støtter dialogerne mellem Den Europæiske Union og FN".
/ritzau/