Nato-chef bekymret over strid mellem USA og andre allierede

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, er bekymret over de mange uenigheder mellem USA og andre Nato-lande om alt lige fra handel, klima og atomaftalen med Iran. (Foto: Foto: Yves Herman/arkiv/Reuters)

Stoltenberg prøver at begrænse negative konsekvenser for Nato som følge af uenighed mellem Nato-allierede.

De dybe uenigheder mellem USA og mange af de andre Nato-lande bekymrer alliancens generalsekretær, Jens Stoltenberg.

Han arbejder derfor hårdt på at begrænse de negative konsekvenser for Nato, siger han onsdag på en pressekonference i Bruxelles.

- Jeg er bekymret over uenighederne, siger Stoltenberg dagen før starten på et forsvarsministermøde i den belgiske hovedstad.

- Men vi har før vist, at det muligt at håndtere den slags uenigheder uden at svække Nato, siger han.

Jens Stoltenberg henviser til strid mellem de Nato-allierede om handel, efter at USA's præsident, Donald Trump, har indført en ny metaltold.

Han henviser også til uenigheder om klimaaftalen fra Paris og om atomaftalen med Iran.

- Det bedste ville selvfølgelig være, hvis disse emner blev løst, siger Stoltenberg.

- Men så længe de ikke er løst, bliver jeg nødt til at fokusere på at reducere og begrænse de negative konsekvenser for Nato.

- Og indtil nu er det lykkedes godt, siger han.

Nato holder torsdag og fredag forsvarsministermøde, og i juli er der Nato-topmøde i Bruxelles.

Stoltenberg forventer, at de mange uenigheder bliver diskuteret mellem "Nato-ledere i mange forskellige sammenhænge".

Han vil heller ikke udelukke, at uenighederne vil blive diskuteret i løbet af forsvarsministermødet.

- Vi er en del af et bredere billede. Og i det lange løb vil det selvfølgelig også gavne Nato og forsvarssamarbejdet, hvis vi er i stand til at løse disse uenigheder, siger Stoltenberg.

Men på trods af alle uenighederne er det transatlantiske bånd blevet styrket de seneste år, mener Nato-chefen.

- Vi ser ikke nogen svækkelse af det transatlantiske bånd i Nato, siger Stoltenberg.

- Vi ser faktisk en styrkelse af det bånd med flere amerikanske tropper i Europa.

- Efter år, hvor den amerikanske til stede i Europa er blevet reduceret, øger USA nu sin tilstedeværelse, siger han.

Nato-landene har også tidligere været alvorligt uenige om store sager, uden at det har ødelagt alliancen.

Stoltenberg henviser til Suez-krisen i 50'erne, hvor Storbritannien og Frankrig gik ind i Egypten, mens andre Nato-lande var lodret imod.

Til den franske beslutning i 60'erne om at forlade Natos militære kommandostruktur.

Og til den dybe splittelse mellem Nato-landene om Irak-krigen i 2003.

- Så det er ikke noget nyt, at der er uenigheder mellem Nato-allierede, siger Stoltenberg.

- Og hvad vi har set igen og igen er, at vi har været i stand til at samle os om Natos kerneopgave - at beskytte og forsvare hinanden - på trods af disse uenigheder.

- Mit hovedansvar er, at vi fortsætter med at gøre det på trods af de uenigheder, siger han.

/ritzau/