Naser Khader blev født som fremmed, han kom til Danmark som en fremmed, og efter mange år hvor han havde gjort Danmark til sit hjem, blev han en fremmed i sit eget parti, Det Radikale Venstre.
Nu tager han skridtet på en vej, der skal føre ham hjem til sit eget parti, Ny Alliance. Her bliver han lederen, her bliver hans modstand mod islamisme et aktiv og ikke noget, hans kolleger skal tolerere, fordi Naser er Naser.
Naser forlader Det Radikale Venstre som en vinder, der trækker et stort antal mandater med sig, men hans politiske kolleger tegner et andet portræt end den populære mand, mange har svært ved at være uenige med.
Han beskrives af nogle som manglende organisatorisk talent, mens andre kilder fremhæver, at han har cementeret sin nuværende popularitet ved at holde sine konkurrenter ude af kredsen i København.
»Naser værnede om sit folketingskandidatur. Det er der ikke noget usædvanligt i, men når han følte sig truet af en anden kandidat, bredte der sig en stemning af, at hele partiapparatet blev sat i sving for at spænde ben for personen. Han havde også gode, loyale folk omkring sig, som kunne rådgive ham,« fortæller et tidligere medlem af De Radikale fra den københavnske vælgerforening.
Charme og selvironi
Naser Khader lod sig fra starten kende som en ung indvandrer med charme og selvironi. Siden han blev valgt ind i Københavns Borgerepræsentation i 1997, har han brugt sin unikke position til at kritisere integrationspolitikken og indvandrere uden at blive beskyldt for at være fremmedfjendsk.
Han er ifølge eget udsagn vant til at blive betragtet som en fremmed. Han er født i Syrien af palæstinensiske forældre, så da han kom til Danmark i 1974, var han blot en fremmed på et nyt sted.
Det betød dog ikke, at den nu 44-årige Naser Khader modtog kritik som en ydmyg nybegynder.
»Man mærkede helt tydeligt, at man blev isoleret, hvis man prøvede at forholde sig kritisk til det, Naser sagde. Han havde så meget goodwill, at man ikke kunne tillade sig at forholde sig kritisk, selv hvis det var helt sagligt. Så blev man nærmest erklæret ikke-radikal,« fortæller førnævnte kilde.
Muhammed-krisen gjorde imidlertid Naser Khader til en af de mest populære politikere i Danmark. Han tog kampen op med tvetydige imamer ved at danne Demokratiske Muslimer – en forening, der skulle bevise, at muslimer kan tage afstand fra sharia-loven og afvise alt andet end grundloven som grundlag for den politiske debat.
Presset vokser
Da Muhammed-krisen optrappedes, blev presset dog for stort. Naser Khader gik i dækning efter en kommentar fra Ahmed Akkari, den spinkle imam med den knækkende stemme, som Naser Khader tolkede som en trussel.
På skjult kamera hørtes Akkari spørge, om der mon ikke ville komme nogen og sprænge sig selv i luften på hans kontor, hvis Naser Khader blev integrationsminister.
Naser Khader overvejede helt at forlade politik. Det stod klart for ham, at De Radikale, på trods af partiets opbakning til ham, ikke delte hans bekymring for politisk islam. Han valgte dog at blive og forsøge at trække partiet mod højre indefra. En af hans nære venner kan stadig blive bekymret for Khaders helbred.
»Manden har jo pissetravlt, det er utroligt, at han ikke har fået et slagtilfælde af alle de telefoner,« siger hans ven igennem mange år, palæstinensiske Fatih el-Abed.
»Naser er det mest sympatiske menneske jeg kender. Når vi ikke er sammen, savner jeg de stunder, hvor vi snakker og drikker arak (anis-spiritus a la pastice, red.). Det har jeg altid med, når vi skal have en arabisk aften.«
Naser Khader har dog altid lydt bedre i danske ører end i nydanske ører. Muslimer og indvandrere har altid haft det svært med Naser Khader, og hans modstandere griner af sammenfaldet mellem Khader og khara, arabisk for lort. Han er blevet kaldt Onkel Tom, en kokosnød, der er sort udenpå, men hvid indeni, og nogle anser ham for at være en forræder mod sine egne – værre end Pia Kjærsgaard.
Mostafa Chendid, Islamisk Trossamfunds mest fremtrædende imam efter abu Labans død, har aldrig mødt Naser Khader, men han fulgte ham fra sidelinjen under Muhammed-krisen: »Abu Laban sagde om ham, at han var en rotte i sit hul. Når katten var ude, var han der aldrig. Hvis han siger, at han repræsenterer muslimer, så skal han være sammen med muslimer, møde dem på gaden og i moskeen, men han er der aldrig. Han sidder kun i sin stol i Folketinget. Pia Kjærsgaard var imod muslimerne under krisen, og det kan vi godt forstå. Naser Khader kunne have stået sammen med flertallet af muslimer, men han stillede sig på den anden side. Han repræsenterer ingen danske muslimer, kun sine egne venner.«
Er han en ægte muslim i dine øjne?
»Det må han selv svare på,« siger Mostafa Chendid.
God til højre
Naser Khader fløj ind i Folketinget i 2001 og charmerede ikke bare vælgerne, men også sine politiske modstandere. Pia Kjærsgaard og andre medlemmer af Dansk Folkeparti har ofte rost ham som en rollemodel for indvandrere i Danmark.
Da Muhammed-krisen kom ud af kontrol med afbrændte ambassader og økonomisk boykot, indkaldte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) Khader for at høre hans mening om, hvordan krisen skulle håndteres. Mens han eget parti forsøgte at sætte regeringen under pres med anklagerne om mishandling af afghanske fanger, var Naser Khader på god fod med regeringen. Så god fod, at han modtog sms er fra Foghs pressechef, der afviste anklagerne.
Det gode forhold til Venstre og De Konservative har dog kostet ham point i hans hjemmekreds. Ifølge en anden kilde fra De Radikale i København er Naser Khader blevet mindre og mindre populær.
En afstemning om hans folketingskandidatur for nogle måneder siden endte med, at en fjerdedel stemte blankt som en stille protest imod at genopstille Naser Khader som spidskandidat til Folketinget.
Svagt bagland
Den største modvilje imod Naser Khader i hans egen kreds skyldes dog hans vilje til at samarbejde til højre i stedet for til venstre, fortæller et medlem af De Radikale i København.
»Han fik sværere ved at få folk til at arbejde for sig. De mister motivationen, fordi han ofte ikke er forberedt og ikke har læst de oplæg, folk har udarbejdet til ham, inden møderne. Han er ikke kendt for at være arbejdsom,« siger det radikale medlem, der blandt andet beskylder Naser Khader for ikke at pleje sit bagland eller møde op til lokale møder og arrangementer som for eksempel Lone Dybkjær.
Naser Khader har i mange år bevist, at han kan klare sig på udebane, men nu begynder en helt ny og meget mere forpligtende halvleg for politikeren, der mest er kendt for sin mærkesag, integration.
Fra i dag spiller Naser Khader på hjemmebane.
Han blev født som fremmed, kom til Danmark som fremmed – og til sidst blev han fremmed i sit eget parti. Naser Khader kæmper sin egen frihedskamp.
Naser græd og græd. I dage, i månedsvis. I 1974. Han var 11 år.
Naser var, med sin mor og søskende, blevet revet væk fra landsbyen, fra
venner, fætre, kusiner og blevet sendt til far i Danmark, til Istedgade
7 på Vesterbro, hvor der var dildoer og pornoblade i hvert vindue. På
gaden trak luderne.
Han kunne ikke ét ord dansk, havde ingen at lege med. Men han var heldig.
Naser var god i skolen, lærte sproget og fik venner – Jan Einer, Brian, Flemming og Trunte.
Som
20-årig sagde han for første gang nej til sine forældre – til at blive
gift med sin kusine som aftalt. Nej, sagde han, og tømte en halv flaske
whisky: »Nu holder du fast«.
Han blev gift – og skilt få
måneder efter. Brudens forældre skulle have 30.000 kroner. Khader havde
10.000. Rektor på det gymnasium, han gik, betalte de sidste 20.000
kroner.
Naser Khader havde gjort indtryk.
I gymnasiet var
Naser en fandens karl. På værelset hang et selvportræt, Naser i
lyserøde shorts, bar overkrop og tyk halskæde. Men kærestens hund turde
han ikke røre ved. Hunde er urene, jøder er kræftsvulster, bøsser vil
brænde op i helvede, havde han lært.
12 tunge tegninger
Naser Khader forandrede sig.
Han
klappede hunden og barberede sit overskæg af. Senere viede han som
politiker i København to bøsser, og en jødisk rabbiner blev hans
forbillede. Til gengæld voksede hans angst for muslimer, der blev mørke
i øjnene og sagde, at demokrati var »uislamisk«. Han ønskede ghettoerne
væltet, han begyndte at foragte »halal-hippier«, der ville tilgive
muslimer alt, bare fordi de var muslimer.
»Kokosnød«, kaldte de ham, brun udenpå, hvid indeni. Nej, svarede han, jeg er både-og.
12
tegninger af Muhammed forandrede alt, ikke fordi han selv brød sig om
provokationen, men fordi hverken muslimer eller Det Radikale Venstre
forstod, hvad ytringsfrihed betød.
Khader traf et valg. I går fortalte han os om det.