Naser Khader fik ikke udført sort arbejde på sin bopæl, som ugebladet Se og Hør ellers skrev tilbage i 2007. Det er konklusionen, efter at Københavns Byret tirsdag har afsagt dom i sagen.
Historien blev bragt midt under valgkampen i forbindelse med folketingsvalget i 2007. Det var dengang, Naser Khader stillede op for Ny Alliance. Siden har bladet gentaget påstanden.
Nu siger Københavns Byret, at Se og Hør skal æde sine ord. Eller som det hedder på jura-dansk: Se og Hør skal anerkende, at der ikke foreligger dokumentation for påstanden.
Naser Khader jubler over dommen, som for hans vedkommende sætter punktum for sagen. Han har tidligere forsøgt at kanøfle Se og Hør i Pressenævnet, men dengang fik han ikke medhold.
- Det er så dejligt. Det er en klar sejr. Det betyder meget, for det er virkelig en sag, der har gjort ondt på mig. Og jeg har følt mig totalt uretfærdigt behandlet i forhold til den sag, siger han.
Dommeren i København har bestemt, at chefredaktør Kim Henningsen og journalisten bag historien tilsammen skal betale 25.000 kroner i tortgodtgørelse til Naser Khader.
Kim Henningsen er desuden blevet pålagt at offentliggøre konklusionen på dommen.
Efter dommen oplyser Kim Henningsen til Ritzau, at man ikke har tænkt sig at anke dommen til Østre Landsret.
- Vi tager dommen til efterretning og håber, at Naser Khader nu kan komme videre med sit liv, lige som vi er kommet videre med vores, siger Henningsen, der ikke selv var redaktør på bladet tilbage i 2007.
Det var han til gengæld i 2010 og i 2011, hvor bladet bragte sin gamle historie frem igen. I 2010 gik Henningsen selv ud og dementerede påstandene, men ikke i 2011.
Ud over at stemple påstandene fra 2007 om sort arbejde som udokumenterede forholder dommen fra Københavns Byret sig specifikt til bladets gentagelse af påstanden i 2011. Retten erklærer påstanden for ubeføjet, som det hedder.
I 2007 var Henrik Qvortrup, der nu er politisk kommentator hos TV2, chefredaktør på Se og Hør. Dermed var han ansvarlig for den oprindelige artikel. I retssagen har Kharder udelukkende indstævnet Kim Henningsen og en journalist, ikke Qvortrup.
- Jeg har noteret mig, at der er faldet dom i sagen, som er anlagt mod bladets nuværende chefredaktør, og jeg har ingen kommentarer, siger Henrik Qvortrup til Ritzau.
/ritzau/