Man kan næsten ikke forestille sig, hvor skuffet to unge narkohandlere blev, da de opdagede, at hele deres lager af narko og alle deres kontanter, blev bugseret væk.
De unge mænd, der er 18 og 20 år, havde brugt en gammel varevogn uden nummerplader på til at gemme narkotika til mange hundrede tusinde. Stofferne og pengene blev fundet helt tilfældigt, da bilen blev slæbt væk.
Sagen tog sin begyndelse den 2. juli 2020, da en ældre, uregistreret bil skulle slæbes væk fra en parkeringsplads i et boligkvarter i Albertslund, hvor den havde stået efterladt i nogen tid.
Men det viste sig, at der i den ejerløse bil var gemt 910 gram kokain, 655 ecstasy-piller, 487 gram MDMA og 150.000 kontante kroner.
Københavns Vestegns Politi undersøgte sagen nærmere, og fandt ad omveje frem til, at de unge mænd havde brugt den gamle bil som narkolager, og at en af dem havde efterladt en større mængde kokain og penge i bilen – cirka 20 minutter før, den blev læsset på en lastbil og kørt væk af en vognmand.
Tirsdag dømte Retten i Glostrup den 18-årige for besidde al narkotika i bilen, mens den 20-årige ”kun” blev dømt for at besidde størstedelen af kokainen – nemlig 870 gram – og begge med henblik på videresalg.
– Derudover dømte retten dem begge for at have tjent de 150.000 kroner i bilen ved at sælge omkring 190 gram kokain i tiden op til, bilen blev fjernet – og den 20-årige blev desuden dømt for at have tjent andre 55.850 kroner på at sælge yderligere cirka 70 gram kokain, siger anklagerfuldmægtig Anne-Kirstine Krogh Mathiesen, anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.
Dommen lød på tre års fængsel til hver.
Hvor den gamle bil uden nummerplader endte, meldte tirsdagens retsmøde ikke noget om.