Den spanske tennisstjerne Rafael Nadal er klar til sin 11. finale i French Open, når han møder østrigske Dominic Thiem.
Foreløbig har suveræne Nadal på gruset vundet grand slam-turneringen ti gange i karrieren, og nu venter altså endnu en mulighed for triumf.
Den suveræne stime af titler i turneringen er dog ikke faldet ned fra himlen af sig selv ifølge Nadal.
- Det er umuligt uden hårdt arbejde og uden at gå igennem hårde perioder.
- Det handler om at være fokuseret og holde fast i sin passion for spillet. Da jeg spillede min første finale i 2005, så drømte jeg ikke om, at jeg ville komme i endnu en finale, siger Rafael Nadal fredag ifølge AFP.
Her sendte han argentinske Juan Martin del Potro ud af turneringen med en sejr i tre sæt på 6-4, 6-1, 6-2.
Første sæt var dog ganske lige, og argentineren have mulighed for at bryde Nadal, som til gengæld brød del Potro en enkelt gang, da han sikrede sætsejren.
- Første sæt var virkelig svært, og Juan Martin havde mange muligheder. Han var faktisk en smule uheldig, siger Nadal.
Spanieren tog dog sættet, og i de efterfølgende to sæt var der ikke den store tvivl om udfaldet.
Dermed venter Dominic Thiem i finalen, og det er første gang i karrieren, at østrigeren er nået så langt i French Open.
Thiem slog italienske Marco Cecchinato i tre sæt i sin semifinale, og Thiem kan blive en vanskelig modstander, da han er den eneste, der har slået Nadal på grus i de seneste to sæsoner.
Dominic Thiem fik således has på Nadal i Rom i fjor og i Madrid i år.
- Thiem er en fantastisk spiller. Han slog mig i Madrid. Han har stor styrke, så jeg skal være på mit bedste niveau for at vinde, men jeg er sikker på, at jeg er klar til finalen, siger Nadal.
Han er den blot anden spiller i historien, der spiller sin 11. finale i den samme grand slam-turnering.
Det har kun Roger Federer præsteret i Wimbledon.
/ritzau/